Mastercard har offentliggjort sit årlige Global Destination Cities index for 2016. I alt 132 byer er med i oversigten. København er nede på 65. pladsen.
Trods en del dårlig presse i de senere måneder er Thailand – og her især Bangkok – fortsat verdens mest populære rejsemål. Især for turister.
Knap 21,5 millioner besøgende vil Bangkok modtage her i 2016, viser den nye udgave af Mastercards årlige Global Destination Cities Index.
London kommer ind på plads 2 med 19,9 mio. gæster. Paris får 18,0 mio. internationale besøgende i år, Dubai 15,3 mio. og New York knap 12,8 millioner.
Dermed har vi også fået verdens fem mest populære turist byer på plads. Toppen af en analyse, der omfatter i alt 132 byer verden over.
Den storby i verden, som har oplevet størst fremgang i turister i det seneste år, ligger i Japan. Det er Osaka – foran Chengdu i Kina og Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater.
I år har Mastercards rapport for første gang kigget på, hvorfor turisterne besøger de populære byer. Er det for fornøjelse og ferie, eller er det business?
Svaret er, at i 19 af toplistens 20 byer skyldes rejsen ferie og fritid. Kun i forbindelse med Shanghai dominerer de forretnings rejsende. Og de fleste turister bruger deres penge på shopping – i mindre grad på at spise godt på restauranter.
Bangkok besøger f.eks. 85,9 pct. for fornøjelsens skyld, London 79,1 og Paris 70,3 pct. Tilsvarende siger 80 pct, at de rejser til Dubai på ferie og 86,4 pct. New York.
København har ikke turister nok til at komme med på Mastercards globale Top-20 liste – ikke engang til en plads i Europas Top-10.
Måske det hurtigt kan ændre sig. Ifølge analysen er København nemlig den i øjeblikket 4. hurtigst voksende turistby i Europa. Kun overgået af Hamburg, Berlin og Istanbul.
Her er Mastercards Top-20 over de mest populære storbyer for turister i verden.
- Bangkok – 21,47 mio. besøgende
- London – 19,88 mio.
- Paris – 18,03 mio.
- Dubai – 15,27 mio.
- New York – 12,75 mio.
- Singapore – 12,11 mio.
- Kuala Lumpur – 12,02 mio.
- Istanbul – 11,95 mio.
- Tokyo – 11,70 mio.
- Seoul – 10,20 mio.
- Hong Kong – 8,37 mio.
- Barcelona – 8,20 mio.
- Amsterdam – 8,00 mio.
- Milano – 7,65 mio.
- Taipei – 7,35 mio.
- Rom – 7,12 mio.
- Osaka – 7,02 mio.
- Wien – 6,69 mio.
- Shanghai – 6,12 mio.
- Prag – 5,81 mio.