De fleste danskere er klar over, at Tyskland er et stort land. Også rent geografisk. Det finder man i hvert fald ud af, når man kører rundt hos vores sydlige nabo i bil eller med tog.
Tyskland har også 16 delstater – Bundesländer – der langt hen ad vejen er meget forskellige. Faktisk er der 17 delstater, fordi tyskerne selv har kåret Mallorca som en del af landet. Så mange tyske turister er der hvert år på den spanske ferieø.
Man skal have en lang ferie, hvis man vil opleve hele Tyskland på en enkelt rejse. Det kan man faktisk ikke, når man ser lidt realistisk på tingene.
Derfor er det altid godt at lytte til eksperterne, når man vil prioritere sin Tysklands-tur eller bare udvælge den delstat, som skal have ens første eller næste opmærksomhed.
Så hjælper det lidt, at det tyske rejse.medie „Travelbook” har gennemført en rundspørge blandt 25,000 læsere for at kåre landets smukkeste delstat. Analysen er foretaget her i marts, så indtrykkene er helt dugfriske.
Resultater fra afstemningen var meget klar. Det sydligste Bundesland er også det klart bedste at rejse i og opleve. Med 29 procent af alle stemmer placerede Bayern sig klart på førstepladsen.
Mere overraskende for danskere er nok, at Berlin placerer sig helt i bund med kun én procent tilhængere. Meget kunne tyde på, at den tyske hovedstad er mere populær blandt udenlandske turister end hos tyskerne selv.
Her er Travelbooks aktuelle hitliste over de 16 smukkeste delstater i Tyskland:
- Bayern – 29 procent – se artiklens indledningsfoto
- Baden-Württemberg – 11 procent
- Slesvig Holsten – 8 procent
- Rheinland-Pfalz – 7 procent
- Mecklenburg-Vorpommern – 7 procent
- Niedersachsen – 7 procent
- Sachsen – 6 procent
- Nordrhein-Westphalen – 5 procent
- Saarland – 4 procent
- Hessen – 4 procent
- Hamburg – 3 procent
- Thüringen – 3 procent
- Sachsen-Anhalt – 2 procent
- Brandenburg – 2 procent
- Bremen – 1 procent
- Berlin – 1 procent
Med hensyn til rejser til Tyskland må vi lige nu nøjes med planlægning. Regeringen i Bonn har netop forlænget sin „lock-down” i hele landet indtil i midten af april. Alle hoteller, feriehuse og pensioner er lukket.
Hvor meget rejseri der tillades senere på foråret, ved ingen på nuværende tidspunkt. Tyskerne regner dog med, at de kan rejse i eget land til sommer. Forhåbentligt gælder det også for danske turister….
(Indledningsfoto til artiklen: Jörg Vieli / Pixabay)
Skriv et svar