Vine ombord på rutefly er sjældent en stor oplevelse, med mindre man køber en billet til First Class og i nogle tilfælde Business Class
Det skal der ændres seriøst på, men desværre så geografisk langt væk fra Danmark, som man kan komme. Nemlig i New Zealand.
Her har vinfabrikanten Invivo nemlig åbnet sit eget lille flyselskab, der garanterer ”business class i hvert glas”, der serveres ombord.
Invivo Air skal være verdens første vin-airline. Første flyvning foregår omkring 1. februar, og da har de to vin-dyrkere Robin Cameron og Tim Lightbourne leaset et Saab 340 fly med plads til 34 passagerer til formålet.
Første afgang går fra hovedstaden Auckland og til Queenstown i New Zealands vin-region. Turen er på ca. 1.000 kilometer og varer ca. to timer hver vej.
Ombord på det lille fly vil Invivo Air servere de bedste vine, som New Zealand kan byde på. Mon ikke nogle af dem stammer fra de to initiativ-tageres egen vingård? Dertil kommer gode snacks og ikke-alkoholiske drikke.
Når passagererne er landet i Queenstown, bliver de budt på besøg i flere af regionens vinslotte, og de skal bo på et elegant hotel med en god vinkælder i.
Desværre er det ikke nemt at skaffe sig en billet til første flyvetur: Halvdelen går til vingårdens investorer og vindere af en online konkurrence.
Den anden halvdel bliver uddelt gratis til new zealændere, der har arbejdet særlig hårdt under Corona pandemien og ikke har haft mange pauser undervejs. Det kan f.eks. være medicinsk personale.
De to vinfly-pionerer fortæller til nyhedstjenesten CNN, at efterspørgslen har været så stor, at de kunne sætte 100 fly ind på ruten. Det tyder på, at der ikke kun bliver tale om et pop-up flyselskab.
Planerne går på at etablere ruter til flere andre vin-regioner i New Zealand og nabolandene. Det sidst må være Australien, der også har en stor vin-industri.
Invivo Air er endnu ikke klar med flyveplaner og billetpriser, men har netop offentliggjort sit slogan nummer to: ”Like other good airlines but with better wines.” Det lyder da lovende….
(Indledningsfoto til artiklen: Invivo Air)
Skriv et svar