Danmarks største lufthavn er omsider i opvind igen. De positive trends fra foråret fortsætter, og i april havde Københavns Lufthavn (CPH) de fleste passagerer i to år.
Fra januar til april er antallet af rejsende mere end fordoblet fra 820.000 til 1,8 millioner, men lufthavnen gør opmærksom på, at der altså stadig er et godt stykke vej op til niveauet før pandemien.
I årets første fire måneder er godt fem millioner passagerer rejst til og fra CPH, hvilket er 43 procent færre end i samme periode i 2019. Det betyder, at lufthavnens økonomiske situation stadig er presset.
Siden Corona krisen ramte i marts 2020, har CPH således måttet låne over to milliarder kroner for at holde lufthavnen i drift og så mange ansatte i job som muligt.
Påskeugen varmede godt i lufthavnen. Syv af ti passagerer var tilbage på vingerne. Et tydeligt tegn på, at danskerne er klar til at tage ude at rejse igen. Trods inflation, Corona i Asien og krig i Ukraine.
Fremgangen kan også ses i antallet af fyldte sæder i flyene. Den såkaldte ”load factor”, der er vigtig for flyselskabernes indtjening, steg i årets første fire måneder fra 50 til 70 procent. Det vil sige, at syv af ti sæder i et fly er solgt.
Det voksende antal passagerer gav dog også lufthavnen et andet problem. Den mangler personale til en række service-funktioner. I og omkring påsken kostede det perioder med lange ventetider i først og fremmest sikkerheds-kontrollen.
Det tager flere måneder at uddanne, træne og få myndigheds-godkendt nyt personale. CPH er i fuld gang og vil være oppe på fuld bemanding igen til sommerferiens start.
Til gengæld er alt ved at være ved det gamle, når man kigger på, hvor folk rejser hen og kommer fra. London er nu for tredje måned tilbage på sin vante førsteplads.
Langt de fleste bruger Københavns Lufthavn til rejser i Europa. Her er syv af ti i flysæderne igen i forhold til før pandemien. På de lange interkontinentale ruter til Nordamerika og Asien er det kun 40 procent.
Som land er Spanien ikke uventet den mest populære destination med omkring 300.000 rejsende til og fra CPH i årets første fire måneder. Malaga er mest trafikeret foran Barcelona, Gran Canaria, Alicante og Madrid.
Her er Top-10 over de mest travle ruter til og fra Københavns Lufthavn i april:
- London – 132.097 passagerer
- Oslo – 105.797
- Amsterdam – 88.515
- Stockholm – 79.031
- Aalborg – 72.392
- Paris – 71.947
- Malaga – 48.233
- Frankfurt – 45.914
- Barcelona – 41.300
- Helsinki – 40.969 passagerer
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar