Togselskaberne har travlt med at fortælle, at de har den mest klimarigtige transportform. I hvert fald, hvis lokomotivet er eldrevet, og man har styr på, hvordan denne elektricitet er fremkommet.
Flyselskaberne prøver at spille den grønne bold tilbage ved at blande 10-15 procent biobrændstof i deres maskiners tanke og tilbyde, at passagererne kan klima-kompensere deres billetter.
På veje og gader bliver el-biler mere og mere almindelige, hvis man da overhovedet kan få lov til at købe en på grund af de lange ventetider.
Men hvor mange mennesker har egentlig helt seriøst prøvet at sætte sig ned og beregnet, hvor meget en kør-sels-ferie til stranden i den anden ende af landet eller tværs igennem Europa belaster vores klima?
Det store danske rejsebureau FDM Travel gør det nu meget nemmere at beregne, hvor meget feriens køretur koster på klimakontoen? Hvor dyr den er i benzin med de nuværende oliepriser, må man selv have lommeregneren frem for at kalkulere.
FDM Travel har fået lavet en smart klimaberegner, hvor man på bureauets hjemmeside kan få at se CO₂ påvirkningen af ens ferie i klare tal på skærmen. Både på rejsen med fly, tog, skib eller kør-selv-i-bil.
Meget praktisk indeholder beregneren også konkrete tips til, hvordan man kan gøre sin bilferie grønnere og sin egen klima-samvittigheden lidt lysere.
Desuden arbejder FDM Travel på at inkludere information om klima-belastningen af samtlige de kør-selv-forslag, som man serverer på sin hjemmeside.
Alle beregningerne er baseret på tal indhentet og kvalitets-sikret af konsulentfirmaet E/A Energianalyse, som er anerkendte klima-specialister.
Hver dansker har i gennemsnit en årlig CO₂ påvirkning på omtrent 19.000 kilo. Af dem er de ca. syv tons relateret til fælles samfundsgoder som veje, skoler og sundhedsvæsen.
Man kan også tage velkendte fødevarer som et kilo pasta, der belaster verden med 1,73 kilo CO₂. Et kilo frikadeller koster tre kilo CO₂, et kilo instant kaffe 10,11 kilo og et kilo rå okse-culotte 45,69 kilo CO₂.
Således velfodret kan vi prøve at kigge nærmere på CO₂ og bilferien:
Er man f.eks. en familie med to voksne og to børn, der kører 1.600 kilometer ned igennem Europa i en mellemstor diesel-bil og tager fem overnatninger i samme værelse på tre-stjernede hoteller. Så viser FDM Travels online klima-beregner, at det koster 72 kilo CO₂ pr. person eller 288 kilo for hele familien.
Ved at tage turen i bus, ville familien samlet spare 10 kilo CO₂. Med toget ville CO₂ belastningen være 16 kilo lavere og i en mellemstor elbil hele 90 kilo.
FDM har også et andet godt eksempel – en sommerferie for to til Portugal med fly fra København til Portugal, 1.360 kilometer i en lille lejet dieselbil og ni overnatninger i gode fire-stjernede hoteller. Så stiger CO₂ påvirkningen til 1.127 kilo pr. person.
Havde de to taget tog og bus rundt i Portugal eller lejet en lille elbil dernede, ville de spare 90 kilo CO₂. En autocamper ville derimod have kostet 140 kilo ekstra pr. person.
Rejsebureauets klima-beregner råder også fra at tage flyrejser med mellemlandinger. Hvert stop undervejs koster 25 procent ekstra CO₂. På denne rejse til og fra Portugal ville det være mindst 241 kilo med en mellemlanding hver vej.
Desuden fortæller den, at bedre hoteller ikke kun er dyrere i pris. Som regel har de også et højere forbrug af ressourcer og CO₂….
(Indledningsfoto til artiklen: Averie Woodard / Pixabay)
Skriv et svar