Et af Englands mest berømte lyde – altså hvis man lige ser bort fra Beatles og Stones – kunne igen høres nytårsaften efter næsten fire års tavshed.
Det er Londons vartegn – Big Ben klokkerne – der trængte til en omfattende reparation efter 160 års utrættelig ringen.
Reparationerne blev indledt i 2017 og kommer til at koste 79,7 millioner pund eller ca. 720 millioner kroner. Undervejs har man kunnet enkelte klokker blive afprøvet, men nytår var første gang, at de alle var i gang igen,
Helt færdige er reparationerne dog ikke. Klokkerne er tilbage i Big Ben tårnet ved Themsens bred og skal i de kommende måneder fintunes, så de lyder rigtig godt igen.
I løbet af foråret skal Big Ben igen lyde over London som i gamle dage, så både lokale briter og udenlandske turister kan få lov til at høre dem. Hvis de da får lov til at rejse ind på grund af Corona og Omikron, der plager Storbritannien hårdt for tiden.
Under reparationerne fandt mekanikere og urmagere skader, ingen var klar over. De stammer bl.a. fra nazisternes bombetogter under anden verdenskrig og var ikke umiddelbart synlige. Skaderne har været med til at forsinke reparationerne og gøre dem dyrere.
”Vi har haft fat i hver enkelt skrue og bolt i det store urværk. Det bliver et stort øjeblik, når det hele er overstået. Vi bliver kede af, at arbejdet er færdigt, men glade fordi alt kører igen,” forklarer Ian Westworth i en pressemeddelelse fra det britiske parlament, Westworth er chef-urmager på Big Ben.
Den store og utallige gange fotograferede urskive har været en tur til Englands Lake District for at blive renset og repareret hos Cumbria Clock Company. Her blev omkring 1.000 enkeltdele efterset, rengjort og fikset, inden de blev sendt tilbage til London igen i november.
Big Ben gennemløb nogle få testkørsler den 29. og 30. december, inden det officielle comeback foregik nytårsdag kl. 16 lokal tid. Derefter lød klokkerne hver time frem til midnat.
Navnet Big Ben hører egentlig til den største klokke i Elizabeth Tower, der er en del af Londons Houses of Parliament. Nu om dage kaldes hele tårnet for Big Ben.
Når klokkerne er helt på plads igen i løbet af foråret, kan man igen lytte til tonerne af den berømte ”Westminster Quarters” melodi….
(Indledningsfoto til artiklen: 627389 / Pixabay)
Skriv et svar