Hver måned rejser 75.000 mennesker med fly mellem London og Edinburgh i Skotland. Fra i morgen mandag får de et nyt lavpris-alternativ, når det nye Lumo lyntog går i officiel drift.
Togrejsen vil tage fire og en halv time. Noget længere tid end med flyet. Til gengæld starter og lander man i centrum af London og Edinburgh og skal ikke bruge tid og penge på at køre ud til en lufthavn.
Desuden er der ingen ventetid med check-in, security og før afgang, og man er ikke begrænset i den bagage, man må tage med på rejsen.
Det er en række af de argumenter, som det private togselskab FirstGroup bruger i sin markedsføring af den nye Lumo toglinie mellem den britiske og den skotske hovedstad.
Dertil kommer to andre, som FirstGroup fokuserer ekstra meget på:
Det ene er billetprisen: Her skal over 60 procent af pladserne koste under 40 pund. En mindre procentdel af sæderne vil man kunne få til den halve pris. Alle vil have gratis Wi-Fi.
Det andet argument er klima og miljø: Lumo togene er elektriske og den nyeste AT300 generation fra japanske Hitachi.
FirstGroup hævder, at togene belaster miljøet betydeligt mindre end passagerfly med jetfly. For at vise, hvor meget grønnere man rejser, vil togselskabet udstyre de rejsende med direkte sammenligninger.
Via en app kan man udregne sin personlige klima-belastning i kilo CO₂ inklusive transporten til og fra jernbane-stationen.
Denne udregning holder dog formentlig kun, hvis man indregner, hvor den elektricitet kommer fra, som toglokomotivet forbruger.
Stammer strømmen f.eks. fra vindmøller eller solceller, er klima-belastningen meget lav. Kommer den imidlertid fra kul- eller oliefyrede kraftværker, er forskellen fra eltog til fly meget mindre.
FirstGroup har i det hele taget travlt med at pudse sit grønne image: Personalet ombord på togene går i uniformer, der er fremstillet af genbrugelige materialer. Desuden serverer man en menu, der er 50 procent plante-baseret.
Indledningsvis har Lumo toget daglige afgange hver vej. Størst forhånds-efterspørgsel har der vlret på weekend-rejserne.
Lumo er det seneste eksempel på, hvordan politikere og miljø-organisationer i flere europæiske lande har fået travlt med at følge svenske Greta Thunbergs ”flyskam” initiativ og droppe fly til fordel for jernbane.
I Frankrig har regeringen f.eks. forbudt alle korte indenrigs flyruter, hvis man i stedet kan tage et TGV lyntog på samme rute.
I Tyskland er klima-rigtig transport også et vigtigt tema under den nuværende regerings-dannelse mellem socialdemokrater, de grønne og de liberale frie demokrater.
Et af de grønnes oprindelige krav var, at alle indenrigs flyruter skulle sløjfes i Tyskland og erstattes af flere eldrevne tog….
(Indledningsfoto til artiklen: Chiltern006 / Wikimedia)
Skriv et svar