Danmarks næststørste lufthavn satte ny historisk rekord i maj. Aldrig er så mange lettet eller landet i Billund Lufthavn i årets femte måned.
384.311 passagerer gik gennem gatene i LEGO-byen. Det var 5,1 procent flere end i maj 2022, der tidligere havde rekorden for flest rejsende.
I maj åbnede Ryanair en ny rute mellem Billund og Valencia i Spanien, mens Sun-Air begyndte at flyve tre gange om ugen til Göteborg.
Den 15. juni får Billund en ny rute til Reykjavik med det islandske lavpris-selskab PLAY. Med sine to afgange om ugen konkurrerer det direkte med Icelands tre. Alt i alt kan man snart komme fem gange om ugen direkte til Island fra Sydjylland.
Billund Lufthavn kan også mærke en boblende optimisme hos publikum. Folk vil på ferie, selvom de skal skære ned på andre ting. Det er en trend, der bekræftes af en ny analyse, som Danske Bank har foretaget:
”De stigende priser har fået danskerne til at reducere forbruget af mange ting, men ikke på rejser. I hvert fald ikke for gennemsnits-forbrugeren,” forklarer Las Olsen. Han er cheføkonom i Danske Bank.
”Lige nu bruger vi omtrent 20 procent mere på fly og charterferie, end vi gjorde på samme tid i 2019 – før Corona. Det betyder, at vi rejser klar mere end dengang. Også, selvom man regner inflationen med,” fortsætter han….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)
Skriv et svar