For første gang i Billunds historie har byens lufthavn haft over en halv million passagerer i én måned. Det skete i den netop overståede juli, hvor 515.060 rejsende brugte Billund Lufthavn. Det er 21,3 procent flere end i juni 2019, som havde den gamle rekord.
Passager-tallet kunne have været endnu højere, hvis ikke flere flyselskaber havde aflyst afgange i juli på grund af kaos og overbelastning i andre lufthavne.
Det er bl.a. gået ud over KLM’s rute fra Billund til Amsterdam, Lufthansas til Frankfurt og British Airways’ til London. Dertil kom, at piloterne hos SAS strejkede i begyndelsen af juli, hvilket man også kunne mærke i Billund.
De mange passagerer var primært ferie-rejsende. Forretnings-folkene holdt sig tilbage eller udskiftede jakkesættet med polo og jeans for at tage på sommerferie med fly sydpå.
Billund Lufthavn har omkring 20 procent flere destinationer end før Corona. I dag kan man således flyve direkte og nonstop til 120 byer. Samtidig er næsten alle flyselskaber og rute fra det ”gamle” netværk tilbage.
En af julis gode nyheder har været, at danske SUN-AIR genoptager sin rute fra Billund til London City fra den 5. september. SUN-AIR betjener ruten for British Airways.
Desuden har Turkish Airlines meddelt, at man udvider sin sommer-rute til Istanbul, så den nu bliver helårs. Det øger udbuddet af muligheder for at flyve til vinter-rejsemål som f.eks. Bali, Maldiverne og Bangkok, men åbner også for erhvervsfolk fra Jylland, som skal til Asien.
Endelig får Billund Lufthavn også et nyt fragtfly-selskab. Det er Virgin Atlantic Cargo, der vil flyve til og fra Billund tre gange om ugen fra den 3. august….
(Indledningsfoto til artiklen: Billund Lufthavn)
Skriv et svar