De fleste krydstogter varer en, to eller tre uger. Så har man besøgt et pænt antal destinationer, men alle kun i kort tid. Ofte kun nogle få timer.
Hvis man har råd og god tid, tilbyder efterhånden adskille rederier krydstogter, der sejler det halve eller det meste af kloden rundt. De tager så nogle måneder eller et halvt år at gennemføre.
Selv dét kan ikke mætte de ægte entusiaster, der ikke kan forestille sig noget bedre end at befinde sig i laaang tid til søs.
Naturligvis ikke som hårdt arbejdende søfolk, men som gæster på et luksuriøst indrette krydstogtskib.
Gæsterne kan man vel knap nok kalde dem. Snarere faste beboere, når sejladsen tager 3,5 til fire år. Efter den tid må skibet føles som sit andet hjem.
Disse utrolige krydstogter vil blive tilbudt af det nye rederi Villa Vie Residences, der har hjemhavn i Fort Lauderdale i Florida.
Villa Vie planlægger at sende sit første langtids-krydstogt afsted i maj 2024. Undervejs på turen vil skibet besøge 425 havne i 147 lande på alle syv kontinenter. København ser ud til at være en af dem.
Grønland vil være den nordligske destination, som skibet besøger på sin lange færd. Andre stop vil foregå i bl.a. Karibien, Sydamerika, Middelhavet, Europa. Afrika, Asien med Bali, Australien og New Zealand.
Rederiet har ombygget og moderniseret et ældre krydstogtskib til formålet. Det vil bl.a. give hver gæst meget mere plads end på normale skibe.
Villa Vie taler heller ikke om kabiner eller suiter. I stedet er det ”residenser”, som langtids-passagererne lever i.
Hver ”bolig” er bl.a. udstyret med en stor Queen-size seng, privat badeværelse, egen balkon, hurtigt internet og skrivebord, så også digitale nomader og ”workaholics” ikke vil mangle noget.
Villa Vies adm. direktør Mikael Petterson vil da helst heller ikke høre ordet krydstogt nævnt i sin beskrivelse af det ambitiøse projekt:
”Villa Vie Residences er meget end et luksus krydstogt. Vi genopfinder begrebet livsstil. Hos os har gæsterne hele kloden som deres hjem.”
Passagererne har all-inklusive adgang til flere restauranter og barer ombord. Der er et fitness center, flere pools, et business center med kontor-faciliteter og et show-teater.
Velvidende, at 3,5 år kan være lang tid, tillader Villa Vie, at gæsterne tager et kæledyr med som f.eks. en hund eller en kat. De forkæles så i et eget spa og ressort område kun til dyr.
Hele herligheden skal være så klima-rigtig og bæredygtig som mulig. Derfor vil skibet være indrettet med det seneste nye i genbrug, affalds-håndtering, landstrøm osv.
Det første krydstogt er planlagt til at vare 1.301 dage, men det vil også være muligt at booke del-strækninger på mellem 35 og 120 dage – hvis der er plads. Så koster sejlturen 89 dollars pr. dag.
Prisen for hele turen ligger på mellem 99.999 og 250.000 dollars – afhængig af, hvilken type residens man vælger ombord.
Undervejs kan gæsterne videre-udleje deres ”bolig” i de perioder, hvor de ikke selv er med på skibet….
(Indledningsfoto til artiklen: Villa Vie)
Skriv et svar