Multi-milliardæren Sir Richard Branson lejer allerede boligerne til velbeslåede turister på sin paradis-ø Necker i Karibien. Mere bestemt på British Virgin Islands.
Det sker gennem luksus-rejsebureauet Virgin Limited Edition, der er del af Bransons efterhånden ret store rejsekoncern med flyselskaber, krydstogt-rederi, toglinier og fremtidens rum-turister.
Nu åbner super-iværksætteren også for turister til sin anden private ø. Den hedder Moskito Island og ligger kun få kilometer og i synsvidde af Necker.
Necker Island har Richard Branson kaldt sit feriehjem i mere end 30 år. Den lille nabo-ø Moskito købte han i 2007 og har siden holdt den helt privat, mens turister kunne leje sig ind på Necker.
Moskito Island er ikke opkaldt efter de små stikkende bæster. Navnet er en forvandling af ordet Musketa – et gammelt skydevåben, som de britiske kolonister brugte i 1700- og 1800-tallet.
Øerne ligger øst for Puerto Rico og i umiddelbar nærhed af de gamle danske ø-besiddelser Skt. Thomas, Skt. Croix og Sankt John.
Moskito dækker et areal på 50 hektar, hvor Branson Estate med 11 værelser er den vigtigste ejendom. Det er den, man oftest ser afbildet i pressen, når man ser den britiske milliardær i badebukser og med kendisser som private gæster.
Fra senere på foråret bliver Branson Estate udbudt til leje, så man kan leve som verdens rige på sommerferie.
Prisen for at leje alle 11 værelser med plads til maksimalt 22 gæster begynder ved 25.000 dollars om dagen. Rejser man alene, betaler man for et dobbelt-værelse minus 25 procent.
Ud over sin smukke og Bounty-agtige placering byder Moskito Island bl.a. på et Beach house, infinity pool, bar, restaurant, fitness-rum, tennisbaner og et vandsports-center…
(Indledningsfoto til artiklen: Virgin Limited Edition).
Skriv et svar