Det er ikke nemt at stå i spidsen for en fabrikant, der flyver ind i den ene turbulens efter den anden og til sidst er endt i en situation, hvor man både har FBI, luftfarts-myndigheder og kunder hos flyselskaberne på nakken.
Derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at Boeings topchef David Calhoun har meddelt, at han forlader sin post med udgangen af 2024.
Calhoun har siddet i chefstolen siden 2020, hvor han selv overtog den i forbindelse med en anden Boeing skandale.
Dengang var to Boeing 737 MAX-8 fly fra Ethiopian Airlines og Lion Air med 346 dræbte.
Senere viste det sig, at Boeings styrecomputer i flyene havde fejl, og piloterne ikke var ordentlig uddannet i betjeningen.
Nu er Boeing så tilbage i strid modvind efter sjuskefejl i bygningen af de nye 737 MAX-9 fly:
De betød bl.a, at et fly fra Alaskan Airlines tabte en nødudgang, mens maskinen befandt sig i fem kilometers højde.
Heldigvis blev ingen kvæstet eller dræbt ved episoden, der skyldtes, at fire bolte ikke var anbragt til at holde dør og panel fast til flyets skrog.
Boeings dårlige kvalitets-kontrol af nybyggede passagerfly er nu genstand for efterforskning fra både amerikanske myndigheder og flere flyselskaber.
Ifølge den amerikanske avis ”Seattle Times” har forbundspolitiet FBI nu taget sagen op. FBI skal således have meddelt passagererne i Alaska Airlines flyet, at de bliver betragtet som mulige ofre for en forbrydelse.
Sammen mede Calhouns opsigelse vil Boeing bygge hele sin topledelse om. Formålet er ikke kun at få bedre styr på produktionen, men også at forbedre flygigantens image og genvinde tilliden hos kunderne – flyselskaberne.
Hos en af verdens største Boeing-brugere – lavpris-giganten Ryanair med 600 Boeing fly – reagerede man straks positivt på meddelelsen:
”Det var da også på tide, at der blev ryddet op på leder-etagen,” siger Ryanairs topchef Michael O’Leary.
Ved de seneste undersøgelser af Boeings 737 MAX produktion kunne nye fly kun bestå 56 af 89 test-punkter, skriver ”New York Times”. I alt 97 overtrædelser blev registreret. Hvor alvorlige, de var, er ikke offentliggjort….
(Indledningsfoto til artiklen: NTSB)
Skriv et svar