Det vilde kapløb mellem verdens to største flyfabrikanter Boeing og Airbus fortsatte indtil de sidste minutter, før nytåret blev ringet ind.
Det gjaldt jo om at vinde den prestigefyldte pris som bedst sælgende i 2018 – og opløbet blev tæt. Både hvad angår fly, som blev bygget og afleveret til kunderne – og lige så vigtigt – hvor mange nye ordrer der kunne noteres i bogen.
Boeing beholdt sin håne-ret og nåede at bygge 806 passagerfly i det forløbne år. Boeing kunne dog mærke sin europæiske rivals ånde i nakken. Airbus passerede lige netop 800 maskiner.
Mens Airbus nåede sit erklærede mål, skuffede Boeing en smule. Den store amerikanske fabrikant, der også bygger mange militærfly og satellitter, havde meldt ud, at man ville nu mellem 810 og 815.
For begge giganters vedkommende er der tale om pæne stigninger i forhold til 2017. Boeing byggede således 40 passagerfly flere og Airbus sågar 80 flere.
Airbus ærgrer sig samtidig over, at man faktisk godt kunne have taget den globale førsteplads fra Boeing sidste år.
Store problemer med nye typer jetmotorer fra flere underleverandører gjorde imidlertid, at Airbus ikke kunne aflevere det ønskede antal passagerfly til sine kunder.
Boeing kan glæde sig over at have fået 893 bestillinger på nye passagerfly i løbet af 2018. Tallet har indregnet de ordre-aflysninger, som er kommet fra f.eks. flyselskaber, der er gået konkurs eller må skære ned på deres aktiviteter på grund af dårlig økonomi, høje brændstof priser osv.
Airbus fik betydeligt færre ordrer hjem i det forløbne år. 747 for at være præcis. De inkluderer to sidste øjebliks bestillinger på 120 af de relativt små Airbus A220 fly. De kom begge fra USA – Boeings hjemmebane.
Lavpris-selskabet JetBlue købte 60 Airbus A220-300 maskiner. Samme antal blev bestilt lige før nytår af det nye flyselskab Moxy. Sidstnævnte ejes af den foretagsomme milliardær David Neeleman, som i øvrigt var medstifter af JetBlue.
Hos Boeing er 737’eren stadig luftens ”folkevogn”, men også den noget større 787 Dreamliner er fortsat en bestseller for amerikanerne.
145 Boeing 787 maskiner blev afleveret til flyselskaberne i 2018. Yderligere 109 nye ordrer indkom på Dreamlineren, der efterhånden er oppe i 1.400 eksemplarer.
Tidligere i december fejrede Boeing færdig-gørelsen af Boeing 787 nummer 787. I øjeblikket producerer Boeing tre gange så mange Dreamliners end Airbus af sin direkte konkurrerende A359 model.
Boeing har øget sin produktion af de populære 737-modeller til 52 om måneden. I løbet af sidste år kom 580 nye Boeing 737 på vingerne. Halvdelen var de moderne MAX modeller med miljøvenlige jetmotorer og lavere brændstof forbrug.
Flyselskaber verden over har bestilt over 5.000 Boeing 737 MAX fly i de kommende år. Alene i 2018 modtog Boeing 675 nye ordrer på 737’eren, der tidligere kun blev brugt til korte og mellemlange distancer, men som nu er i stand til at flyve over Atlanten.
Skriv et svar