En ny avis-artikel fra ”New York Times” har sendt Boeing endnu et skridt ud på vingen, hvor det er svært at komme tilbage fra med troværdigheden i behold.
Historien i den store amerikanske avis mere end antyder, at Boeing har oplevet computer-problemer tidligere med sine populære 737 fly, men har holdt informationerne hemmelige.
I 2009 styrkede en Boeing 737-800 fra Turkish Airlines – fly TK 1951 – ned under indflyvning til Schiphol lufthavnen i Amsterdam. Syv af 135 mennesker ombord blev dræbt.
Boeings officielle rapport fra dengang gav piloterne det meste af skylden for flystyrtet, og sagen blev herefter lagt i arkivet og glemt.
Heldigt for Boeing. 737-800 flyet, der også kaldes for 737 NG (New Generation), var nemlig det nyeste, den amerikanske flygigant kunne præstere til de korte og mellemlange ruter dengang.
Nu er New York Times imidlertid kommet i besiddelse af en anden ulykkes-rapport, som ikke hidtil har været offentlig kendt.
Den blev i sin tid bestilt af de hollandske luftfarts-myndigheder og kommer til en hel anden konklusion end den amerikanske.
Hollænderne lægger en langt større del af skylden for styrtet på Boeing og deres 737-800 maskine. Boeing skal herefter have presset på for at holde rapporten hemmelig.
Alle kritiske spørgsmål om 737-800 for ni år siden ville nemlig have været lige så katastrofale for Boeing som den nuværende skandale om 737 MAX.
MAX er en videre-udvikling af 737 NG modellerne og har siden marts sidste efterår haft start-forbud på grund af computerfejl ved to flystyrt, der koster tilsammen 346 mennesker livet.
New York Times skriver, at Boeing ikke leverede ”særligt troværdige påstande om menneskelige fejl” i forbindelse med undersøgelserne efter flystyrtet nær Amsterdam.
Boeing skal angiveligt også have forsøgt at lede undersøgernes opmærksomhed bort fra fabrikantens egne ”konstruktions-mangler” i sine fly.
Boeing måtte ganske vist indrømme, at en defekt sensor var årsag til, at flyets automatiske motor-kontrol tog gassen af motorerne for tidligt og i for høj højde – og dermed provokerede nedstyrtningen.
Samtidig påstod Boeing hårdnakket, at en dårlig reaktion fra piloternes side var hoved-årsagen til, at Turkish Airlines flyet faldt ned fra himlen.
Efter ulykken skal Boeing have ændret softwaren i Boeing 737-800. En kendsgerning, der får New York Times til at trække paralleller til de to fatale styrt med 800-flyets efterfølger MAX.
Tilsyneladende har Boeings software-forbedring for ni år siden hjulpet, for siden da har der ikke været rapporteret lignende ulykker med 737 NG fly.
Tværtimod har Boeing solgt og leveret over 7.000 eksemplarer af modellerne til flyselskaber verden over. 737-800 er i dag rygraden hos flyselskaber som Ryanair, Norwegian eller USA’s lavpris-gigant Southwest Airlines.
De to 737 MAX styrt i Indonesien og Ethiopien skyldes en software-fejl i 737 MAX-modellens MCAS computer, der på grund af forkerte sensor-data sendte begge fly i et styrtdyk.
Boeing arbejder på højtryk med at rette både den pågældende software-fejl og andre tekniske problem for at få en ny start-tilladelse til 737 MAX modellen. Hidtil forgæves.
Samtidig er Boeing rendt ind i voldsom kritik: Fabrikanten kendte nemlig til svaghederne i MCAS-systemet, men undlod at informere flyselskaber og piloter om dem.
Ifølge New York Times havde Boeing også før styrtet i Amsterdam for ni år siden kendskab til sensor-fejlene, men undlod at udsende advarsler til sine kunder – bl.a. Turkish Airlines.
Boeing svarer til New York Times, at man ikke kan sammenligne de to – eller rettere tre – hændelser. De berørte computer-systemer i Boeing 737-800 og 737 MAX er meget forskellige….
(Indledningsfoto til artiklen: Alf van Beem / Wikimedia)
(Foto: USA Department of the Treasury / Wikimedia) 737 max fabrik