Amerikanske Boeing satser åbenbart på at udvikle et nyt fly i mellemklasse størrelse som sit næste store projekt, når verden igen bliver normal efter Corona krisen.
Den nye Boeing skal konkurrere med Airbus A330neo og være en ”wide body” med to gangrækker og plads til mellem 225 og 250 passagerer. Rækkevidden skal være 9.200 kilometer, så flyet kan bruges til f.eks. rejser over Atlanten eller mellem Europa og Kina.
De fleste havde ellers regnet med, at Boeing ville gå efter en direkte konkurrent til Airbus’ mindre A321 XLR model, der har udviklet sig til en bestseller.
A321 XLR er grundlæggende en Airbus A320, der kan flyve langt. Også den kan krydse Atlanten, men med færre passagerer.
Flyselskaberne kan derfor spare udgifter og på den måde gøre den flytypen rentabel på ruter, hvor passagertallet er lavere end på ”hovedvejene” mellem de to verdensdele.
Ifølge fagmediet ”Aviation Week” kan Boeing have droppet at bygge endnu større udgaver af sin kriseramte 737 Max model. Udgaver, der ligesom Airbus A321 XLR kan bruges som små langdistance-fly.
I stedet vil Boeing hoppe en etage op og bygge en lillebror til sine nuværende store 787 Dreamliner og 777 modeller. Stadig med en rigtig ”wide body” kabine med god plads.
”Aviation Week” mener, at Boeing dermed vil genoplive sit 797 koncept. Det præsenterede Boeing for tre år siden som lokkemad for flyselskaber og fly-leasing firmaer for at finde ud af deres langtids-planer.
2018 var imidlertid længe før Corona, der kan have vendt helt op og ned på luftfartens fremtidsplaner. Et af elementerne i Boeings 797 forslag var imidlertid en relativt lille ”5X” model med plads til netop 225 passagerer.
Boeing søger med lys og lygte efter et nyt fly, der kan afløse sine gamle 757 modeller. Dem har f.eks. SAS ladet afløse af Airbus A321 XL, mens Icelandair er begyndt at tage de mindre Boeing 737 Max i brug.
Men hvad der gør endnu mere ondt hos Boeing: Også de to USA-giganter United Airlines og American Airlines har hver for sig købt 50 styk A321 XLR hos Airbus.
Boeing vil redde, hvad reddes kan, ved at tilbyde et helt nyt fly over A321’erens størrelse. Boeing 797-5X kunne være løsningen. Det kan måske stå klart fra 2027.
Den amerikanske flygigant har hårdt brug for succes-historier efter 737 Max skandalen, der førte til to års start-forbud mod flytypen.
Max er omsider på vingerne igen. Til gengæld har Boeing fået tekniske problemer med den større 787 Dreamliner type….
(Indledningsfoto til artiklen: AirlineRatings)
Skriv et svar