Flere tyske lufthavne med Berlin i spidsen har længe haft succes med en service, hvor travle flypassagerer kunne booke en tid i sikkerheds-kontrollen i forvejen.
Bestillingen foregår online eller via lufthavnens app. Med den får man tildelt et tidsrum på et kvarter, hvor man kan gå igennem Security uden om den sædvanlige kø.
Nu følger Europas største lufthavn – Heathrow i London – efter med en tilsvarende service. Her kaldes den for ”Heathrow Timeslot.”
I første omgang kører Heathrow security-bookingne som en test i en periode på seks måneder. Det fungerer også kun i Terminal 3, som først og fremmest benyttes af medlemmerne i Oneworld alliancen.
Det vil bl.a. sige Delta Air Lines, Emirates, Finnair, American Airlines og Virgin Atlantic. SAS benytter Terminal 2.
Bestillings-muligheden er gratis i prøve-perioden, og den kan findes på Heathrows hjemmeside via dette link.
I løbet af de kommende måneder vil Heathrow åbne for, at flere flyselskaber kan deltage i den praktiske bestillings-tjeneste.
Om et halvt år beslutter Londons største lufthavn så, om ”Heathrow Timeslot” skal fortsætte som fast. I givet fald vil den blive rullet ud i alle Heathrows fem terminaler.
Interesserede passagerer og familier eller grupper på maksimalt fem personer kan booke deres tur gennem sikkerheds-kontrollen op til tre dage før deres flyafgang.
Lufthavnen vil så sørge for løbende at minde passagererne om deres aftale via sms og e-mail.
Passagererne vil også blive mindet om at tjekke op med deres flyselskab om eventuelle tids-ændringer, deadlines for bagage-aflevering og check-in.
I 2022 havde Heathrow 61,6 millioner passagerer, hvilket er en fremgang på 217 procent i forhold til året før.
Heathrow fik for nylig en dansk topchef, idet Københavns Lufthavns adm. direktør Thomas Woldbye skiftede kontor fra Kastrup til London…..
(Indledningsfoto til artiklen: Heathrow Airport)’
Skriv et svar