Man kan aldrig være i fred, når man har succes online.
Så skal konkurrenter straks kopiere ens gode ideer, eller cyber-kriminelle forsøge at kapre ens kunder ved hjælp af scam-henvendelser og -tilbud.
I øjeblikket går det tilsyneladende ekstra hårdt ud over den populære rejse-portal Booking.com.
I 2023 håndterede Booking.com over en milliard bestillinger af rejser, fly, hotel osv. Det er dobbelt så mange som i 2016.
Det fortæller meget om, hvordan folk har vænnet sig til at købe ferier og forretnings-rejser via internet.
Samtidig vokser den kriminelle aktivitet desværre også med raket-fart.
Til den engelske nyhedskanal BBC fortæller Booking.com således, at man har oplevet en stigning i ”rejse-scams” på mellem 500 og 900 procent i de seneste 18 måneder.
Den heftige forøgelse tilskriver Booking-folkene, at cyber-kriminelle har lært at bruge nye AI-værktøjer som f.eks. ChatGPT.
Problemerne følges på tæt hold af sikkerheds-firmaer som ESET Nordics, der har specialiseret sig i at beskytte folk og virksomheder mod online-misbrug:
”Cyber-banditter strømmer til Booking.com som sultne hunde til kødbenet. Præcist som mange rejselystne gør,” forklarer Leif Jensen. Han er it-sikkerheds-ekspert hos ESET Nordics.
”Online-portaler til rejsebrug er derfor blevet lukrative jagtmarker for scammerne, når de skal finde ofre,” fortsætter han.
Ifølge ESET er det særligt fire scams, som firmaet har opdaget på og omkring Booking.com. Det er ”Phishing”, ”Hijacked Chats”, ”Ikke-eksisterende bolig eller hoteller” og ”falske jobtilbud.”
Phishing er det mest udbredte snyde-værktøj på internet. Her sendes ofte en haste-besked og et link, som skal få e-mail modtagere til at klikke og lave en ny reservation (inklusive betaling) eller bare skal rette en fejl.
Mail-afsenderne optræder enten som booking-platformen selv eller som repræsentant for den.
Hijacked Chats går et skridt videre end phishing. Her kommer svindlerne ind på f.eks. et hotels konto hos rejse-portalen og tager direkte fat i kunderne via en apps indbyggede chat-funktion.
Ikke-eksisterende bolig er annoncer for f.eks. luksus-ferieboliger til meget lave priser eller hoteller, der ikke eksisterer i virkeligheden.
For det meste finder Booking-coms egne systemer disse falsknerier. Men har man først betalt, er skaden sket og pengene væk.
Falske jobtilbud finder man i de sociale medier. Her modtager man beskeder om, at f.eks. Booking.com tilbyder vel-lønnede stillinger som hotel-testere. Alt, man skal gøre, er at vurdere og like et (falsk) hotel via et falsk link.
Klikker man på linket, bliver man bedt om at betale et depositum for at sikre sig jobbet. Linket kan også bede om ens CPR-nummer og andre personlige detaljer, der kan bruges til at stjæle ens identitet.
Booking.com og andre seriøse rejse-portaler hyrer aldrig personale via tilfældige emails, men kun direkte på portalens hjemmeside. Portalen har heller ingen jobs overhovedet, der handler om at give hoteller karakterer-
Til sidst har ESET 12 gode råd til at undgå rejse-relaterede scams fra Booking.com og andre portaler:
- Hvis du bliver kontaktet af nogen, der (hævder, at de) repræsenterer Booking.com eller det hotel, du har booket, så tjek for et typisk phishing scam: Du skal gøre noget hurtigt for ikke at miste din booking.
- Tjek altid, at den mail, du får, kommer fra det officielle domæne og ikke staves på en anden måde. Booking.com har f.eks. en række mail-adresser, du kan stole på, listet på portalens hjemmeside .
- Hvis du modtager en uventet og underlig henvendelse, så gå direkte til Booking.com og log ind på din konto dér. Tjek eventuelle påstande i henvendelsen
- Booking.com beder aldrig om informationer som de fulde informationer på ems kreditkort, personnummer, pas-informationer eller lignende.
- Klik aldrig på links i uventede beskeder eller mails, du ikke selv har bedt om.
- Betal kun gennem Booking.coms egen portal. Du må aldrig overføre penge direkte til det sted, hvor du f.eks. lejer en feriebolig.
- Tjek vurderinger af det sted, du vil bo, på Booking.com. Kig efter, om vurderingerne ser ægte og detaljerede ud. Dobbel-tjek dem gerne op mod andre hjemmesider og vurderingsplatforme.
- Vær sikker på, at din pc, mobil eller tablet har opdateret sikkerheds-software installeret. Det øger beskyttelsen mod malware og phishing.
- Hold dit operativ-system og programmer opdateret på dine enheder, så du mindsker antallet af sårbarheder.
- Beskyt dine online konti med stærke og unikke kodeord. Brug gerne kodeords-sætninger og to-faktor-godkendelse.
- Hvis du oplever mærkelig aktivitet, rapportér det straks til online-platformen.
- Hvis du har mistanke om, at dine betalings-informationer er blevet misbrugt, skaldu med det samme informere din bank og lukke dit kreditkort.
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar