Lørdag aften gik det skotske flyselskab FlyBMI konkurs, og allerede i dag er i hvert fald flyselskabets danske kunder reddet.
Det danske flyselskab Danish Air Transport (DAT) overtager nemlig FlyBMI’s rute mellem Esbjerg og Aberdeen i Skotland. Det sker så hurtigt som muligt, meddeler Esbjerg Lufthavn.
Ruten er vigtig for Nordsøens olie-industri, der har sine hovedbyer i Aberdeen, Esbjerg og Stavanger i Norge.
DAT flyver i forvejen mellem Esbjerg og Stavanger. Derfor burde det lille lige til højrebenet at udvide med Aberdeen, såfremt DAT altså har fly til overs. Ifølge Esbjerg Lufthavn når det dog ikke at blive i morgen mandag.
FlyBMI betragtes af mange at være luftfartens første offer for Brexit, men næppe det sidste. Også mange virksomheder i andre brancher og industrier ventes at komme i vanskeligheder, når og hvis Storbritannien melder sig ud af EU om nogle få uger.
På FlyBMI’s hjemmeside hedder det således, at ”den nuværende økonomiske situation og prognoserne for fremtiden er stærkt påvirket af usikkerheden omkring Brexit. Det er årsagen til, at vi ikke længere er i stand til at sikre en profitabel flydrift i Europa.”
En FlyBMI talsmand forklarer, at britiske flyselskaber formentlig ikke må tilbage flyvninger til EU-lande, hvis det skulle komme til en hård Brexit.
Hos FlyBMI har det ført til, at selskabets bank-forbindelser er blevet nervøse, og flyselskabet måtte stoppe sin lukrative forretning med leje af fly (”wet lease”).
Desuden er højere brændstof-priser og en konstant priskrig på billetter også medvirkende til, at FlyBMI nu er ved at lukke og slukke. Alle ruter og afgange er aflyst fra i går lørdag.
FlyBMI har 17 passagerfly, der har serviceret 25 destinationer i bl.a. Storbritannien, Tyskland, Sverige, Norge, Polen, Frankrig, Irland, Italien Belgien og Danmark.
I 2018 transporterede FlyBMI 522.000 passagerer på 29.000 flyvninger. I Danmark er der dog kun tale om den regionale rute mellem Esbjerg og Aberdeen.
Bogstaverne BMI i flyselskabets navn minder måske nogle læsere om et eller andet. Oprindeligt stod de for British Midland International, der i de første år af dette årtusinde var Englands næststørste flyselskab – efter British Airways.
BMI var i en årrække ejet af Lufthansa, der solgte selskabet til British Airways’ moderselskab IAG 2012.
BMI’s datterselskab BMI Regional indgik dog ikke i handelen og fortsatte med sine indenrigs ruter, samtidig med at man udvidede med internationale destinationer. I juli 2018 skiftede selskabet navn til FlyBMI.
Da FlyBMI gik i betalings-standsning lørdag aften, havde selskabet 376 medarbejdere i fire lande….
Skriv et svar