Japanerne er de udenlandske turister, som er mest populære i Europa. Til gengæld er russere upopulære i Nordeuropa og briter i flere lande ved Middelhavet.
Ovre i Asien kan man til gengæld slet ikke lide kineserne. I Singapore siger 67 pct. af befolkningen, at turister fra Kina er de værste af alle. Det samme siger 45 pct. i Vietnam og 44 pct. i Thailand.
Ligesom europæerne holder de asiatiske lade meget af japanske turister. I Singapore fremhæver 43 pct japanerne som de mest høflige og venlige turister. I Malaysia er man næsten lige så enig – 36 pct.
Tallene stammer fra en ny global rundspørge, som analyse-firmaet YouGov har foretaget. 29.000 mennesker i 26 lande er blevet interviewet om deres erfaringer med turister.
Undersøgelsen afslører også, at skandinaverne kan lide hinanden vældig godt. Nordmændene placerer danskerne som deres foretrukne turister (23 pct), mens nordmændene til gengæld er de mest populære i Sverige (22 pct).
Og hvad med Danmark? Ifølge YouGov er tyskerne de turister, vi er mest glade for. De bliver udpeget af hver femte dansker (18 pct).
Omvendt kan vi slet ikke lide russere. 38 pct. af danskerne placerer turister fra Rusland som de værste. Næsten lige så trætte af russere er Tyskland med 36 pct.
Spanien er en magnet ud over alle grænser, når det gælder sommerferier i Europa. Derfor må ibererne være de rigtige at spørge, hvilke nationaliteter de gerne ser som gæster – og hvilke de helst så blive hjemme i deres eget land.
Ikke uventet er briterne det mest upopulære folkefærd i Spanien – 46 pct. Det skyldes vel, at englænderne er kendt for at være på druk i hele deres ferie.
Tyskerne, der også godt kan lide en tår over tørsten, når de f.eks. invaderer Mallorca, bliver udpeget som de værste turister af 17 pct. i Spanien.
Til sidst har YouGov også undersøgt, hvordan folk opfatter sig selv som turister i udlandet. På dét punkt er briter og tyskere meget selvkritiske. Helt modsat danskerne.
To af tre danskere (67 pct) mener nemlig, de efterlader et positivt indtryk, når de er på ferie i andre lande. Dermed overgår vi lige spaniere (66 pct) og italienere (61 pct) i selv-tilfredshed.
61 pct. af englæderne vurderer derimod, at de har et dårligt ry som turister. Hos tyskerne og franskmændene er det 47 pct….
Skriv et svar