Rigtigt mange fordriver ventetiden i lufthavnen med at drikke sig fulde.
Når de så lykkes med at finde den rette gate og deres fly, fortsætter det ofte med ballade ombord. I værste tilfælde vold mod kabine-personale og andre passagerer.
Åbenbart er problemet størst hos lavpris-selskaber som Ryanair.
Her forlanger topchef Michael O’Leary nu, at de lufthavne, som Ryanair benytter, højst må servere to genstande før afgang.
Ryanair-bossen forklarer, at det kan være svært for flyselskaber at identificere og afvise berusede passagerer ved gaten. Især, når de som ofte går sammen med to-tre andre passagerer ombord:
”Så længe de kan stå stille og bevæge sig, kommer de igennem. Først, når flyet er kommet i luften, begynder balladen,» siger O’Leary til den engelske avis “Daily Telegraph”.
Nu viser en ny rundspørge, at et flertal af briter er enige med ham. To af tre rejsende går ind for, at der indføres sprut-grænser i lufthavnene.
Analyse-firmaet YouGov har interviewet 6.771 voksne i England. 62 procent af dem svarer, at de vil støtte eller er tilbøjelige til at støtte en alkohol grænse på maksimalt to genstande før en fly-afgang.
Kun ni procent var direkte imod sprut-grænser, mens 15 procent sagde, at de ikke brød sig om ideen. 13 procent svarede ”Don’t Know.”
Den nye YouGov analyse følger op på en lignende rundspørge fra sidste år, hvor deltagerne placerede fuldskab i toppen af den opførsel, som ikke er acceptable på flyrejser.
Det svarede 65 procent, mens 59 procent udpegede musik-lytning uden hovedtelefoner og 54 procent personlig skønheds-pleje, mens vedkommende sidder i flysædet.
Endelig mente 53 procent, at det var uforskammet at lægge ryglænet tilbage på sit sæde uden først at spørge om lov hos passageren lige bagved på næste række.
Vildt druk med vold er desværre ikke et nyt problem i lufthavne og fly. I Storbritannien kan det straffes med bøder op til 5.000 pund og to års fængsel.
Desuden bliver flaskerne med den alkohol, som passagerer køber i Tax Free, i dag de fleste steder placeret i lukkede plastikposer.
Ryanair er i øvrigt ikke det eneste flyselskab, som har stigende problemer med rejsende, der er svære at styre.
Det gælder også hollandske KLM, der oplyser, at antallet af episoder med urolige passagerer i kabinen er vokset med 100 procent siden 2019.
Alkohol spillede en rolle i over halvdelen af tilfældene, fortæller KLM….
(Indledningsfoto til artiklen: Getty Images / Unsplash+)
Skriv et svar