Lige midt i et forsøg på at blæse nyt liv i sin nødlidende turist-industri, fik Spanien en ordentlig mavepuster i weekenden.
Storbritannien og Norge satte Spanien på deres sorte liste for godkendte rejselande. Tyskland er siden fulgt op med en advarsel om at holde sig væk fra bestemte dele af Spanien.
Spændingen vokser i disse timer i Danmark, fordi Udenrigsministeriet udsender nye rejse-anbefalinger hver torsdag.
Bliver Spanien måske nedgraderet som Corona-sikkert ferieland mindre end en uge efter, at Danmarks største charterselskab Spies sendte sine første fly efter Covid-19 krisen til Mallorca i lørdags?
Norges og Danmarks turister kan Spanien nok undvære. De skandinaviske lande sendte sidste år 5,5 millioner feriegæster til den iberiske halvår.
Langt værre er en kold skulder fra Storbritannien og Tyskland.
Med 18,2 millioner feriegæster i 2019 er briterne det klart vigtigste folkeslag for spansk turist industri. Tyskerne er næststørst med 11,2 millioner.
Problemet er, at Spanien enten har åbnet sine grænser for hurtigt efter pandemien – eller at Spanien allerede nu oplever en bølge to af Corona.
Faktum er i hvert fald, at Spanien har oplevet en voldsom stigning i nye COVID-19 tilfælde. Fra under 500 i begyndelsen til over 2.000 i de senere dage.
Det er en ren katastrofe for Spanien. 14,3 procent af landets brutto-national produkt kommer fra turist-relaterede industrier. Blandt de større lande er kun Mexico mere afhængig af turist-indtægterne. Her udgør de 15,5 procent af landets omsætning.
Frankrig og Belgien råder nu også deres indbyggere fra at rejse til Spanien, mens Tyskland er mere tilbageholdende indtil videre. Tyskerne har kun sortlistet de spanske regioner Katalonien (med Barcelona), Aragon og Navarre
Englænderne går helt anderledes radikalt til værks. Her stopper også alle turist-flyvninger til de Kanariske Øer og Balearerne. Sidstnævnte omfatter bl.a. Mallorca og Ibiza.
De to ø-grupper har været mindre hårdt ramt af Corona end det spanske fastland. Derfor fik Mallorca også lov til at åbne før resten af Spanien. De Kanariske Øer stod for tur som de næste om et par uger.
Den spanske regering har bønfaldt Downing Street 10 om at gøre en undtagelse for i det mindste de to ø-grupper, men nej. Boris Johnson og co. er iskolde.
Det kan ikke være helt let at være, for millioner af briter indledte deres sommerferie i den forløbne weekend – og nu kan de pludselig ikke rejse til deres favoritland.
Den spanske hotel- og restaurant-branche ser briternes afvisning som en decideret katastrofe. Det kan godt være, at de ofte hadede englænderne, mens de var på besøg, fordi de drak så tæt. Omvendt elskede de også briterne, fordi de lægger så mange penge.
”Følger tyskerne samme vej som briterne, kan vi lige så godt lukke og slukke,” skriver den store spanske avis ”El Pais.”
Måske er situationen allerværst for de Kanariske Øer. Her udgør briterne den traditionelt klart største turist-gruppe:
”Hvis vi ikke har mere turisme, vil sulten æde vores øer op,” citerer flere spanske medier Kanarernes præsident Angel Victor Torres for at sige….
(Indledningsfoto til artiklen: Sai Kiran Anagani / Unsplash)
Skriv et svar