(Opdateret) Boris Johnsons regering i London har meddelt, at alle Corona begrænsninger vil være overstået den 21. Juni. Ferie-rejser til udlandet og hotel-opkald i Storbritannien åbnes tidligst den 17. maj.
Selvom man skulle synes, at der er lange udsigter for briterne, er de gået helt amok i rejse-bestillinger. Bare at få sat en dato på Corona krisens afslutning var det, der skulle til for, at Boris’ undersåtter vågnede af døsen og pludselig tænkte i køb af nye bikinier, solcreme og booke flybilletter.
Hos det store lavpris flyselskab easyJet steg aktiviteten med raketfart i går. 300 procent flere billet-bestillinger end om mandagen.
easyJets eget rejsebureau – easyJet Holidays – kunne sågar registrere en fremgang på over 600 procent. Est eftertragtet var ferierejser til Mallorca, Malaga, Alicante. Kreta og Faro i Portugal.
Disse tal skal dog tages med et gran salt: Det er nemlig nemt at opnå imponerende vækst i procenter, når udgangspunktet har være meget lavt. Og i de senere uger har easyJet stort set ikke solgt noget som helst.
Også easyJets konkurrenter på det engelske marked havde i går armene i vejret og væg-til-væg smil i ansigtet:
TUI, der er landets største rejse-arrangør, rapporterede om enorme stigninger i antallet af bookinger af ferier til solskins-sikre områder
TUI oplyser dog ingen eksakte tal til de britiske nyhedsmedier. Det gør til gengæld Englands nummer to i ferie-rejser – Jet2. Her var efterspørgslen efter flybilletter steget med over 1.000 procent fra mandag til tirsdag.
Danskerne kommer ikke til at reagere på samme måde før efter påske – eller mere præcist den 5. april. Så lang tid er de nuværende rejse-restriktioner forlænget i dag, oplyser Udenrigsministeriet.
Det passer helt i hak med, hvad Spies’ administerende direktør Jan Vendelbo har fortalt Trends & Travel. Han regner med, at danskerne for alvor begynder at bestille ferier igen.
Jan Vendelbo er dog mere i tvivl om, hvordan danskerne reelt set kan tage på ferie sydpå. Formentlig vil det først ske i sensommeren. Meget vil afhænge af Corona vaccinens udrulning i hele Europa.
Imens kan vi kigge over Nordsøen og studere, hvordan Storbritannien skal genåbnes i de kommende uger og måneder:
Genåbningen vil foregå trinvis og forsigtigt, understreger Boris Johnson. Datoerne er ikke afgørende. Det er pandemiens udvikling. Samtidig roser han briternes beslutsomhed og vaccine kampagnens succes i sit land.
F.eks. åbner alle skoler i det meste af Storbritannien den 8. Marts. I Skotland og Wales sker det dog gradvist og er allerede begyndt i denne uge.
Fra den 29. marts må op til seks personer eller to husholdninger igen mødes, men kun udendørs. Også golf- og tennisbaner åbner igen på den dato.
Fra den 12. april genåbner butikker, museer, biblioteker osv. Pubber og restauranter kan begynde igen, men kun med udendørs servering. Også ferieboliger og campingpladser får lov til åbne.
Først tidligst den 17. maj vil Storbritannien tillade hotel-overnatninger. På samme dato kan de første udenlands-rejser gennemføres. Det afhænger dog af Corona udviklingen i bl.a. Spanien, Italien, Grækenland, USA og andre populære rejselande for briter….
(Indledningsfoto: Dimitris Vetsikas / Pixabay)
Skriv et svar