British Airways (BA) følger nu i hælene på Lufthansa, KLM, SAS og Iberia, der alle enten har lavet datterselskaber, der skal flyve lavpris – eller er i færd med det.
Rygterne om BA’s udspil mod Ryanair, easyJet og Wizz Air har verseret længe. Nu har BA startet online-salget af billige billetter, og så kan tingene ikke længere holdes hemmelige.
Fra slutningen af marts 2022 vil BA indlede med 35 relativt korte ruter til sit nye lavpris-selskab. De går alle sammen til og fra Londons Gatwick lufthavn. Ikke til Heathrow, der er British Airways normale hjemmebane.
Priserne begynder ved 39 GBP for en tur/retur rejse. Det svarer til ca 350 kroner og ligger på niveau med, hvad de øvrige lavpris-selskaber i Gatwick.
Det nye flyselskab skal formentlig hedde BA Euroflyer, men indledningsvis vil billetterne blive tilbudt som i det normale British Airways. Det skal nok skabe forvirring hos kunderne.
Danske lufthavne er ikke nævnt blandt de første destinationer, som BA Euroflyer vil flyve til. Det gør til gengæld typiske ferie-rejsemål som Faro i Portugal Marrakech i Marokko, Santorini i Grækenland og Ibiza, Mallorca, Malaga og Tenerife i Spanien,
Dertil kommer også europæiske storbyer som Madrid, Athen og Milano. Berlin kommer på programmet fra april næste år.
BA Euroflyer skal bl.a. adskille sig fra sine lavpris-rivaler ved at tilbyde mere bagage på rejsen, gratis sædevalg samt gratis vand og snacks på turen, Et bonus-program for mange-flyvere vil give adgang til lounger.
British Airways vil desuden bibeholde en Business Class ombord. Her vil rigtige måltider og gode drikkevarer være gratis. Det samme gælder adgang til flyselskabets ”#Speedburd Cafeer”.
(Indledningsfoto til artiklen: British Airways)
Skriv et svar