Det kan godt være, at vi er stolte over vores to store broer over Storebælt og Øresund. Men stoltheden kan vi godt gemme, når vi taler med campister, der vil passere de to markante bygningsværker med deres autocampers eller campingvogne.
Så er Øresundsbroen faktisk Europas dyreste at passere for campingfolket. På en lige så kedelig andenplads kommer Storebæltsbroen.
Ifølge den internationale camper portal Campanda skal man betale 104 euro (godt 750 kroner) for at køre sin autocamper mellem Danmark og Sverige eller omvendt. Det er dobbelt så dyrt som en personbil.
Turen er med 85 euro (640 kr) noget billigere for autocampere, men stadig langt dyrere end over andre broer eller gennem tunneller i Europa.
Kontinentets tredje dyreste bro for autocampers ligger i Frankrig. Det er Viaduc-de-Millau, hvor en passage med sit sommerhus på hjul koster 27 euro. Altså kun en tredjedel af Storebælt.
Kører man derimod i personbil, følger den græske Rio Andirrio bro efter de to danske med 13 euro. Det svarer til knap 100 kroner.
Den billigste betalings-bro i Europa ligger i England. Vil man køre over Dunham Bridge, skal man af med en femmer i autocamper (0,68 euro). Personbiler slipper med 3,40 kroner (0,45 euro).
Europas dyreste tunneller møder man på vejen fra Schweiz til Frankrig og fra Frankrig til Italien. Både Mont Blanc og Frejus tunnelen tager 60 euro for autocampers og 45 euro for personbiler. Med andre ord er tunneller billigere at passere end store broer.
Den tredje-dyreste tunnel er den store Sankt Bernhard, der forbinder Schweiz med Italien. Her skal personbiler betale 27 euro, mens autocampers må aflevere knap 42 euro.
Den billigste tunnel for bilister i Europa er den tyske Herrentunnel med beskedne 13 kroner (1,70 euro). Den billigste for campingfolket finder man i England. Autocampers betaler 1,91 euro eller ca. 14,50 kroner for at køre igennem Kingsway tunnelen….
Skriv et svar