Normalt er det hoteller eller hotelkæder selv, som bestemmer, hvilken emballage og bestik de bruger.
De mere miljø-bevidste har f.eks. udryddet rørepinde, vandflasker, sugerør og små shampoo flasker af én-gangs-plastik for at polere deres grønne image.
Mere usædvanligt er det, når regeringer og myndigheder blander sig i den slags. Ikke desto mindre er det, hvad der er ved at ske i Californien lige nu.
Her har delstats-regeringen nu vedtaget en lov, der forbyder at give hotel-, motel- og hostel-gæster de velkendte små og dekorative plastik flasker med shampoo, body soap og håndcreme.
De nye regler træder i kraft i USA’s folkerigeste stat fra 2023, hvor den i første omgang gælder overnatnings-steder med over 50 værelser. I 2024 udvides loven til også at omfatte mindre hoteller.
Hvis et hotel afsløres i at overtræde reglerne, vil det omgående få en bøde på 500 USD eller ca. kroner. I gentagne tilfælde hæves straffen til mindst 2.000 dollars.
Med den nye lov følger Californien i hælene på flere de store hotelkæder.
Marriott International vil stoppe de små plastik flasker i december 2020. IHG, der bl.a. ejer Holiday Inn, vil spare 200 millioner flasker om året fra 2021.
Også Disney har meldt ud, at man vil afskaffe de velkendte små flasker på badeværelserne i sine hoteller og ressorts, Disney har dog ikke sat en officiel dato på, hvornår det vil ske.
Californien har længe været kendt som en af USA’s grønneste delstater. Elbiler er f.eks. meget udbredte. Det samme er solceller på husenes tage.
Tidligere i år har Californien forbudt butikker at udlevere éngangs bæreposer uden at tage en afgift for det.
Desuden vedtog staten sidste år, at restauranter, cafeer og barer ikke må udlevere plastik sugerør pr. automatik til hver kunde, som bestiller noget at drikke.
Parfume-industrien protesterede mod Californiens nye lov, men uden effekt. Industrien mente, at loven ville skade statens fabrikanter af sæbe og toilet-artikler.
No smoking på strande
Forbuddet mod små plastik flasker på hoteller er langt fra det eneste grønne initiativ, som vil påvirke Californiens turist industri.
Delstatens guvernør har nemlig også underskrevet en ny lov, der forbyder al rygning på de berømte strande ud mod Stillehavet.
Forbuddet gælder ikke kun cigaretter og cigarer. Også e-cigaretter og joints er nu ”no go”på Californiens strande.
Myndighederne sætter i de kommende uger over 5.600 ” No Smoking”skilte op i populære bade-områder.
Overtrædelser koster mindst 25 dollars i bøde. Ved gentagne lov-overtrædelser kan det blive meget dyrere at ryge på strandene.
Forbuddet gælder kun strande og klitter. Det skal fortsat være tilladt at tage sig en smøg på 280 parkerings-pladser ved de populære badesteder….
Skriv et svar