Corona krisen har kostet det fransk-hollandske konsortium med flyselskaberne Air France, KLM og Transavia dyrt.
De tre flyselskaber kæmper fortsat for at komme op i fulde omdrejninger igen efter et år med næsten ingen passagerer og masser af rute-aflysninger.
Modsat lavpris-konkurrenter som Ryanair, easyJet og Wizz Air tror Air France-KLM ikke på et hurtigt comeback til normale forhold.
En fremgang i sommerferien skal hjælpe flyselskaberne så meget på vingerne igen, at de i tredje kvartal vil nå mellem 60 og 70 procent af niveauet fra før Corona.
I andet kvartal af 2021 kom Air France-KLM ud med et underskud på 1,5 milliarder euro. Det svarer til ca. 11,3 mia. danske kroner. Det er 43 procent bedre end i samme periode for et år siden, men langt fra godt.
I april, maj og juni havde de franske og hollandske flyselskaber godt syv millioner passagerer. Det er seks gange så mange som i det tilsvarende kvartal i 2020.
Air France udnytter i øjeblikket den ret stille periode til at forberede sig på ankomsten af 60 nye Airbus A220-300 fly fra september og frem.
Den ret lille maskine er meget vigtig for Air France, fordi det skal hjælpe selskabet med at skære sin CO₂ udledning kraftigt ned.
Det er bl.a nødvendigt for Air France på sine indenrigs-ruter, hvor regeringen i Paris truer med at lukke mange og tvinge passagerer over i tog i stedet for fly.
Den første A220-300 til Air France forlod Airbus’ lakereri i Montreal i Canada tidligere på ugen…
(Indledningsfoto til artiklen: Air France)
Skriv et svar