SAS’ planer om at øge sin trafik med ferie-rejsende via København, hvor det nye datterselskab SAS Connect skal have hovedsæde, ser ud til at få nok en konkurrent at kæmpe imod.
Fra april næste år placerer det tyrkiske lavpris-selskab Corendon Airlines nemlig to fly i Københavns Lufthavn (CPH), hvorfra de skal servicere en række klassiske ferie-destinationer i Tyrkiet, Grækenland og Spanien.
Ægypten ser ikke ud til at være med i de danske planer i første omgang i de 30 afgange, som Corendon vil gennemføre fra København igennem sommeren 2022.
Corendon, der faktisk er tre selskaber med base i Tyrkiet, i Holland og på Malta, har sit helt store marked i Tyskland.
Her bor flere tyrkere end i noget andet land uden for Tyrkiet selv. De er storkunder hos Corendon sammen med feriehungrende tyskere, hollændere, belgiere, briter, polakker – og snart også danskere.
I Tyskland bruger Corendon især små regionale lufthavne som udgangspunkt, mens tyrkerne har valgt Danmarks største lufthavn til sin første satsning i Skandinavien.
”Vi vil indtage det danske marked med den samme forretnigs-model, som vi har anvendt andre steder i Europa. Her har vi succes med at samarbejde med både store og små partnere i den lokale rejsebranche,” forklarer Yildiray Karaer. Han er topchef i Corendon Airlines.
I Københavns Lufthavn, der har lidt hårdt under Corona pandemien, er man naturligvis glade for at få et nyt og ekspansivt flyselskab som kunde:
”Med Corendon får vi endnu et selskab, der udvider vores passagerers mulighed for at flyve til de klassiske sommer-destinationer. Samtidig håber vi, at Corendon også vil bringe flere turister til København i deres fly,” siger CPH’s kommercielle direktør Peter Krogsgaard.
Ud over flere direkte flyvninger til ferie-centrene ved Middelhavet kan danskerne se frem til et nyt flyselskab, der ikke er bange for at gå i priskrig. Helt i stil med, hvad vi kender fra f.eks. Ryanair og Wizz Air.
Senest i begyndelsen af oktober kørte Corendon således en kampagne på det tyske marked, hvor flybilletter kun kostede én euro plus skatter og afgifter.
Corendon udbød 50.000 billetter til super-lavpris med rejse i lavsæsonen fra november til og med marts næste år.
Påsken 2022 bliver det officielle startskud for Corendons indtog på det danske marked. Det sker med direkte flyvninger den 8. april mellem København og Antalya i Tyrkiet, hvor Corendon i øvrigt har sit hovedsæde placeret.
Fra den 24. juni vil to Boeing 737-800 fly fra Corendon være fast placeret i København, hvorfra selskabet vil flyve flere gange om ugen til destinationer i Tyrkiet, Spanien og på de græske øer.
Corendon bruger i dag udelukkende Boeing 737 fly efter at have sagt farvel til sine sidste Airbus A320 maskiner i 2019. Næsten alle er den populære 737-800 type, som Norwegian og Ryanair også anvender. Corendon har dog også en enkelt af Boeings helt nye 737 Max 8 fly….
(Indledningsfoto til artiklen: Anna Zvereva / Wikimedia)
Her flyver Corendon til fra CPH
Her er en oversigt over Corendons ruter fra Københavns Lufthavn (CPH). De er gældende fra den 24. juni 2022:
Destinationer i Tyrkiet:
CPH-Antalya på mandage, tirsdage, onsdage, fredage og lørdage
CPH-Bodrum på tirsdage og fredage
CPH-Izmir på torsdage og søndage
CPH-Dalaman på onsdage og lørdage
CPH-Gazipasa på torsdage og søndage
CPH-Konya på tirsdage og fredage
Destinationer i Grækenland
CPH-Heraklion på Kreta om mandagen
CPH-Chania på Kreta på tirsdage, fredage og søndage
CPH-Rhodos på mandage, onsdage og lørdage
CPH-Kos om tirsdagen og fredagen
Destinationer i Spanien
CPH- Palma de Mallorca på mandage, onsdage og lørdage
CPH-Gran Canaria om søndagen
CPH-Tenerife på torsdage
CPH-Ibiza om torsdagen
Skriv et svar