Det må være deprimerende læsning, hvis man er ansat i Europas lufthavne, hos flyselskaberne og i rejsebranchen som helhed.
De store fyringsrunder I de seneste par måneder som følge af Corona-krisen har desværre nok været nødvendige og berettigede.
Ifølge lufthavnenes fælles-organisation ACI lå passager-trafikken i månederne april, maj og juni 96,4 procent under sidste år.
Januar og februar kørte stadig normalt. Da var COVID-19 virusset heller ikke landet i større målestok endnui vores del af verden.
Set over hele det første halve år af 2020 er passager-trafikken derfor ”kun” nede med 64,2 procent. Det svarer til, at næsten en milliard mennesker manglede i ruteflyene.
Her er de travleste lufthavne
Alle større lufthavne i Europa har været mere eller mindre lukkede på grund af virusset. De enkelte landes grænselukninger og rejse-restriktioner gjorde det umuligt for lufthavnene at opretholde normal drift.
Der er til gengæld store forskelle på, hvor hårdt de enkelte lufthavne har været påvirket. Det viser ACI’s juni-tal for de fem travleste lufthavne i Europa i juni:
- Domodedovo I Moskva – 716.000 passagerer – minus 73,3 pct.
- Charles de Gaulle I Paris – 625,900 – minus 90,9 pct.
- Sheremetyevo i Moskva -622.800 – minus 86,5 pct.
- Frankfurt I Tyskland – 599.200 – minus 90,9 pct.
- Istanbul International – 591.000 – minus 90,1 pct.
London Heathrow, der normalt er den travleste lufthavn i Europa, skred helt ned påen 11. plads i juni. Kun 350.700 passagerer kunne Heathrow hilse på. I samme måned for et år siden var det 7,24 millioner!
Europas nummer tre gennem de senere år – Schiphol i Amsterdam – tabte knap så mange pladser som Heathrow. Med 471.800 rejsende endte Schiphol på en syvendeplads. I forhold til juni 2019 er det 92,7 procent færre passagerer.
Store forskydninger kan man også øjne længere nede på ACI’s liste over travlheden i over 400 europæiske lufthavne.
Københavns Lufthavn, der havde en nedgang på 94.7 procent i juni, blev pludselig overhalet af den meget mindre Bergen Lufthavn.
Eller Athen og Izmir i Tyrkiet kunne glæde sig over flere rejsende end Tysklands næststørste lufthavn i München. Sidstnævnte havde med 95,1 procent en endnu større nedgang end København.
Eller London Gatwick, der i juni styrtdykkede fra en position som Europas 10. største lufthavn – og ned på en position som nummer 92….
(Indledningsfoto til artiklen: Rudy & Peter Skitterians / Pixabay)
Skriv et svar