Under normale omstændigheder kan vi rejse til næsten alle hjørner af denne jord med et passagerfly. Sådan er det desværre ikke lige nu, hvor vi har Corona hængende som en tung sky over os
Til gengæld har de mange aflyste flyafgange givet testere af lufthavnes kvalitet og service-niveau ekstra god tid til at samle deres vurderinger.
Det er netop, hvad den store tyske rejseportal Omio har lavet. Den har udvalgt 30 af Europas travleste lufthavne og afprøvet dem efter 17 forskellige kriterier.
Københavns Lufthavn (CPH) kommer ind på en flot fjerdeplads. Kun overgået af Madrid, Rom og Amsterdam.
København er Europas bedste, når det gælder adgangsforhold til lufthavnen. Tog, Metro og busser lige til døren kan ingen konkurrenter tilbyde lige så godt.
CPH ryger til gengæld ned i den bløde mellemvare, når det gælder udstyr. Noget bedre går det så ved vurderings-punkter som stress eller fritids-tilbud.
Med udstyr mener Omio testerne ting som hoteller, badeværelser, ryger-områder, udvalget af lounges, hvile-områder, apoteker, legepladser samt ladestationer til mobiler og laptops.
På disse punkter har Københavns Lufthavn meget at lære af Heathrow i London, Schiphol i Amsterdam og Helsinkis lufthavn – viser sammenligningen.
Europas bedste lufthavn i 2020 var Barajas i den spanske hovedstad Den har den internationale forkortelse MAD.
Tosset er lufthavnen i Madrid dog på ingen måde. Tværtimod har den 133 butikker, 54 restauranter og barer samt et komplet udvalg af komfort og udstyr står til rådighed for passagererne.
Dertil kommer, at Barajas har usædvanligt få afgangs-aflysninger og en fornem præcision i, at afgange letter til tiden. Alt i år er de med til at gøre Madrids lufthavn til Europas bedste og mest passager-venlige i år.
Bemærkelsesværdigt er, at Berlins nye lufthavn BER lander på en 10. plads i konkurrencen. Lufthavnen er først lige åbnet og har knap nok nået sit værd i praksis med kun 93.000 rejsende om dagen.
Omio fremhæver ikke desto mindre, at Berlins nye storlufthavn råder over 35 butikker, 39 restauranter og barer, mange elstik, brusebade samt to direkte s-tog linier ind til Berlins centrum. Det ligger ca. 20 kilometer fra BER lufthavnen.
Her er Omios Top-10 over de bedste lufthavne i Europa lige nu:
- Barajas i Madrid – 100 points
- Fiumicino i Rom – 93,40 points
- Schiphol i Amsterdam – 90,40
- Københavns Lufthavn – 87,00
- Sheremetyevo i Moskva – 85,70
- Helsinki Airport – 84,00
- Heathrow i London – 78,70
- Portela i Lissabon – 75,10
- Vaclav Havel i Prag – 74,30
- Berlin-Brandenburg – 69,80 points
Den danske afdeling af Omio portalen fortæller i øvrigt, at Amsterdam, Paris og Prag var årets mest populære destinationer med fly fra København.
Når det gælder togrejser, var Berlin og Hamborg danskernes favoritter, mens Malmø og Stockholm røg til tops i internationale busrejser fra København.
Omio hed tidligere GoEuro….
(Indledningsfoto til artiklen: Anna Shvets / Pexels)
Skriv et svar