På linie med det øvrige danske samfund er luftfarten gået helt i stå.
For Københavns Lufthavn (CPH) blev januar den mest stille start på et kalenderår i flere årtier. Kun 132 fly startede eller landede i snit om dagen. I januar for et år siden var det 617 – altså mere end fire gange så mange.
I den netop overståede januar rejste blot 174.970 personer via Danmarks største lufthavn. Det er kun 8,9 procent af tallet for et år siden. Med andre ord er trafikken styrtet med over 91 procent.
Februar ser imidlertid ud til at blive endnu værre for CPH. Det skyldes de nye rejse-restriktioner med obligatorisk karantæne og Corona tests for alle passagerer, der ankommer fra udlandet.
Lufthavnen ser dog også en smule lys forude. Det nationale vaccinations-program vil hjælpe. Det samme vil planerne om at udvikle et digitalt Corona pas.
Ï første omgang er planen inden for en måned at udvikle et almindeligt printet Corona pas til erhvervsrejsende.
Sideløbende går man gang med at udvikle et digitalt pas til alle danskere. Det forventes at kunne være klar til sommer
I praksis betyder det, at rejsende fremover skal huske at have to pas med. Det goe gamle rødbede-farvede og det nye digital til Corona dokumentation.
I den forbindelse understreger Københavns Lufthavn, at det er meget vigtigt, at Corona passet bliver gyldigt og gangbart internationalt. Det nytter ikke noget, at det kun virker i Danmark eller måske i Skandinavien.
CPH’s kommercielle direktør Peter Krogsgaard fortæller, at man også kan opleve luftfartens dybe krise på en anden måde:
Normalt er januar måneden, hvor danskerne begynder at booke både vinter-, påske- og sommerferie.
Kigger man imidlertid på Google Trends, er søgningen på ordet “Rejser” under 25 procent af det normale her i januar. I juli sidste år var faldet 50 procent.
“Det gode er, at folk trods alt stadig søger på rejser, selvom verden reelt er lukket. Men man kan også se, at mange i januar var ved at give lidt op. Det er helt forståeligt i en usikker verden. Derfor er vaccinerne og et internationalt Corona pas så afgørende for at genskabe trygheden og dermed lysten til igen at planlægge rejser og komme ud og mærke verden,” vurderer Peter Krogsgaard.
Med de nuværende rejserestriktioner og en hel verden i rød, er det ikke overraskende de europæiske og oversøiske ruter, der er hårdest ramt.
Normalt tegner udenrigsruterne sig for 94,5 procent af trafikken i Københavns Lufthavn. Sådan var niveauet langt fra i januar, hvor de fleste passagerer rejste med fly indenlands.
På Top-10 over de mest populære flyruter til og fra København ligger Aalborg på førstepladsen og Rønne som nummer tre. Kun Amsterdam har sneget sig ind på en andenplads….
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar