Selvom flere af danskernes traditionelle ferielande er begyndt at markedsføre sig i forhold til den kommende sommer, kan det meget vel ske, at de må lukke inden da.
Corona bølge nummer tre raser nemlig for fuld tryk i en række europæiske lande, mens vi her i Danmark er ved at åbne op igen.
Senest er det tilfældet med Cypern, som en del rejse-bureauer og charter-selskaber ellers havde satset på som et af sommerens første destinationer, man kunne rejse til.
Cyperns incidens-tal er nemlig røget helt op på 962 smittede pr. 100.000 indbyggere. Det er det højeste tal i hele Europa og er vokset med rekordfart fra 774 for en uge siden. Til sammenligning ligger det danske incidens-tal på 164.
De cypriotiske myndigheder har reageret omgående: Fra i morgen mandag og frem til den 9. maj er hele middelhavs-øen lukket ned.
Befolkningen må kun gå ud af deres boliger én gang om dagen, og udgangen skal varsles på sms. Alle butikker med undtagelse af fødevarer og apoteker skal holde lukket, og gaderne skal værte tomme mellem klokken 21 og 05.
Samtidig har f.eks. Tyskland erklæret Cypern som nyt ”høj-risiko-land” – på linie med Bulgarien og Polen.
I det danske udenrigsministeriums rejsevejledninger har Cypern dog ikke rød status, men stadig kun orange. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes.
Cyprioterne selv viser sig optimistiske udadtil. Ifølge det lokale medie ”Cyprus Mail” håber myndighederne, at de nye tiltag kan redde øens turistsæson. Den skal efter planen åbne i juni….
(Indledningsfoto til artiklen: Igov Starkov / Unsplash)
Skriv et svar