Fra i dag og i de kommende dage bliver Trends & Travel skrevet fra Island, hvor vejret i skrivende stund er bedre end i Danmark.
Vi deltager i Iceland Airwaves 2018, der er en musikfestival for moderne, typisk techno, indy og eksperimentel musik.
240 solister og bands deltager i festivallen. Tager vi publikummet med, der kommer flyvende ind fra det meste af verden, fylder de godt op i Reykjavik.
Til forskel fra Roskilde Festival, som de fleste danskere kender, trækker Airwaves hele byen med. Bogstavelig talt.
Praktisk talt alle barer og cafeer har ”live” optræden. Det samme har teatre, museer, butikscentre, pensionerede kirker. Well – alle steder, der har plads til 100 tilskuere og opefter.
Indledningen til min ekspedition til vulkanøen belastede ellers tålmodigheden. Allerede 30 minutter forsinkelse for Icelandairs Boeing 757-300 fra Københavns Lufthavn.
I sidste ende blev det næsten en time, for da 225 passagerer sad bænket og spændt fast i deres sæder – kun i Icelandsairs Saga Business Class var der et par enkelte ledige sæder – begyndte en lampe at blinke i cockpittet.
Den slags betyder ofte, at der skal tilkaldes en tekniker – og ekstra forsinkelse. Begge ting skete også på denne flyvning, hvor mixet af passagerer tydeligt viste, at der var en mindre udvandring af unge danskere til musikfestival i Island.
Selve flyveturen er der ikke meget at skrive hjem om. Det tager knap tre timer at blive flyttet fra Øresund og til Island dybt oppe i det nordlige Atlanterhav. Icelandairs stewardesser var søde, smilende og meget kundemindede.
Rygtet om, at Island er et sindsygt dyrt sted, var naturligvis også fløjet forud. Virkeligheden viser, at det både er korrekt og ukorrekt.
Når folk træder ud af deres fly og har fået deres bagage, strømmer de i en lang række ind i Kevlavik lufthavnens Duty Free Shop. Der skal købes flere sixpacks øl og en flaske stærk spiritus. Når man opdager drikkevare priserne i Islands barer og værtshuse, forstår man hvorfor.
Sandheden ser man, når passagererne stiger af i Islands eneste store lufthavn Keflavik. De stormer nemlig ikke ud til busser, biler og mennesker, der står og venter på dem efter toldbehandlingen. Sådan som man ser det i de fleste andre lufthavne.
De går i stedet målrettet til Keflaviks Duty Free shop for at købe øl, vin og spiritus. Især Tuborgs juleøl i sixpacks er populær for tiden. De blev slæbt ud i bunkevis. Selv folk, der havde ganske tunge kufferter at slæbe på, kunne godt belaste overarmene med et par sixpacks ekstra.
Hvorfor? Joh, en halv fadøl på en bar i Island kan sagtens koste 100 kroner – 13 euro eller 17 US dollars om man vil. Det får selv Nyhavn til at virke som discount.
Til gengæld er madpriserne ikke helt så tossede, medmindre man synes, at måltider på danske restauranter er meget dyre.
Folk i Reykjavik kender åbenbart ikke deres by. I hvert fald ikke hvor byens nye hoteller ligger. Jeg fik udpeget fem forskellige retninger af fem ellers meget venlige lokale, som jeg spurgte i downtown.
Jeg tillod mig den første aften i Reykjavik at besøge den nærmeste fiske-restaurant i forhold til hotellet. Gott hedder den – altså ikke gud som på tysk, men godt på islandsk.
Det var en stor positiv oplevelse. F.eks. kostede restaurantens dyreste hovedret – en guddommelig god pasta med alt godt fra havet omregnet ca. 170 danske kroner. Meger rimeligt i betragtning af både kvalitet og mængde. Island har et stort hav omkring sig med friske råvarer. Det mærkede man.
Til gengæld kender reykjavikkerne ikke deres by særlig godt. I hvert fald ikke, hvor hotellerne ligger i downtown.
Det lykkedes mig at blive sendt i fem forskellige retninger af venlige 101’ere – før jeg til sidst fandt mit Hilton Curio hotel. Det kostede en times gåtur en onsdag aften i regn med kufferten på slæb. Også en måde at lære en ny by at kende.
By the way – 101 er islændingenes interne kælenavn for Reykjavik. Det er også hovedstadens postnummer….
(Trends & Travel var inviteret til Airwaves 2018 af Icelandair)
Skriv et svar