Trafikministeriet har besluttet at forlænge kontrakten med rederiet Molslinjen om to populære færgeruter. De vil samtidig blive betjent af elfærger, der sejler på grøn strøm.
Det drejer sig om færge-ruten Alslinjen mellem Bøjden og Fynshav samt Samsølinjen mellem Kalundborg og Ballen på Samsø.
Trafikministeriet modtog to udbud på færge-ruterne, men besluttede at forlænge med de nuværende koncessions-havere.
Molslinjen, der overtog de to ruter, da rederiet købte Danske Færger i oktober 2018, underskriver en ny 10-års kontrakt i løbet af efteråret.
Den vigtigste nyhed er dog, at de to ruter fremover skal betjenes af elektriske færger. Der er er tale om to helt nye færger, som bliver bygget færdige, når kontrakterne er underskrevet.
Molslinjen har gode erfaringer med elfærger på ruten til Fanø. Disse erfaringer ligger til grund for de nye og større færger, som skal indsættes mellem Fyn og Als samt Samsø og Sjælland.
Alslinjen får elfærgerne, når den nye kontrakt træder i kraft fra september 2024. Samsølinjens nye aftale løber fra januar 2025-
”Regeringen arbejder på alle fronter målrettet med at reducere vores CO2 udslip. Derfor er vi meget tilfredse med, at der bliver bygget helt nye el-færger til de to ruter,” siger transportminister Trine Bramsen.
”Jeg tror på, at vi med disse nye færger kan sætte nye standarder og retninger for den fremtidige færgetrafik i Danmark,” fortsætter hun.
Molslinjen betjener en lang række danske færgeruter mellem bl.a. Jylland og Sjælland, Bornholm, Langeland, Samsø, Fyn, Fanø og Als. Desuden står Molslinien får den populære fjernbus-linie Kombardo Expressen mellem Jylland og København….
(Indledningsfoto til artiklen: Molslinjen)
Skriv et svar