Danmark er ikke kun et populært rejseland blandt danskerne. Også flere udlændinge besøger vores lille land.
Især tyskerne har igen fået smag for danske oplevelser. 7,2 procent flere besøgende fra vores sydlige nabo gjorde, at Danmark igen satte ny rekord for turister i 2019.
Det afslører foreløbige tal fra Danmarks Statistik. De endelige tal er først klar til april..
28,8 millioner udlændinge overnattede i danske senge sidste år. Det er 5,4 millioner – eller ca. 20 procent – flere end for fem år siden,
Næsten lige så mange danskere – 27,2 millioner – legede turister i eget land. Tilsammen bliver det 56 millioner turister. En stigning på 4,5 procent i forhold til 2018.
Analytikerne kan også registrere en stigende interesse hos danskerne selv. 3,3 procent flere med dansk pas overnattede på hotel, hostel, Airbnb, campingpladser osv. i 2019.
Hos nordmændene var det status quo i overnatningstal, mens mange svenskere blev væk fra Danmark sidste år. Måske skyldes det den dårlige valuta-situation for svenske kroner, der gør det dyrt at rejse til udlandet.
Dansk turisme er samtidig under forandring: Hvor turisterne tidligere kom næsten udelukkende i sommerens højsæson, er de nu bedre fordelt over året.
Ifølge VisitDenmark, der er Danmarks nationale turistkontor, er turist-tallet især vokset i de såkaldte skulder-måneder. Det vil sige fra april til juni og september til oktober.
De seks måneder i side-sæsonen har nu 1,4 millioner flere udenlandske overnatninger end højsæsonen i juli og august.
Forandringerne har været til stor glæde for den danske kyst- og natur-turisme, så land-distrikterne har fået flere turist-relaterede jobs:
”Det er glædeligt at se, at væksten i dansk turisme fortsætter. Og især at der nu er kommet mere balance i væksten. Vi har i flere år haft særligt fokus på at markedsføre Danmark uden for højsæsonen for at sprede turismen og bidrage til en mere balanceret vækst og solide turismeskabte jobs i hele landet”, forklarer adm. direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.
Både den nuværende og den forrige regering har støttet dansk turisme med ekstra 15 millioner kroner. Dem har VisitDenmark brugt til at sætte større tryk på markedsføring af hele Danmark som turist-attraktion uden for højsæsonen.
VisitDenmark sælger bl.a. Danmark i udlandet som ”The Land of EveryDay Wonder.” Det sender budskaber om danskernes måde at leve livet op og de unikke steder og stemninger, man kan finde i dette land….
(Indledningsfoto til artiklen: Foto: Steen Jepsen / Pixabay)
Skriv et svar