Norwegian og Aalborg Lufthavn vil vise, at Danmark snart kan være klar til at flyve meget mere klimarigtigt end i dag.
Fra 2025 har de to planer om at flyve med 80 procent bio-benzin – SAF – på flyene på landets travleste indenrigs-rute. Den går mellem Aalborg og København.
Til det formål har Norwegian indkøbt 140 tons grønt og fossilfrit brændstof, der er nok til at dække 100 flyvninger på ruten.
Brændstoffet ankom til Aalborg Lufthavn i dag, hvor man har skabt lager-muligheder for den nye type flybenzin. Benzinen blev leveret af DCC & Shell Aviation Denmark.
I dag hælder flyselskaberne typisk kun to-tre procent SAF i deres tanke, hvis de overhovedet gør det. Fra 2025 vil EU kræve, at det bliver fem procent.
Motorerne på moderne passagerfly er lige nu kun godkendt til 50 procent SAF, så det bliver et stort hop, som Norwegian nu vil tage sammen med Aalborg Lufthavn.
For flyselskaber som Norwegian er det vigtigt, at lufthavne får etableret en infra-struktur, som kan håndtere de nye typer brændstof. Det beviser Aalborg nu med sit nye initiativ.
Det SAF brændstof, som bliver leveret i dag, er ikke kun forbeholdt Norwegian. Også andre flyselskaber i Aalborg Lufthavn vil kunne købe af det.
De 140 tons vil dog ikke holde længe. Norwegian bruger alene 3.000 tons om året på sin rute mellem Aalborg og København.
Dermed berører de to initiativtagere også ved et af de ømme punkter i trenden mod mere miljørigtige flybrændstoffer.
SAF – Sustainable Aircraft Fuel – er nemlig mindst tre gange så dyrt i indkøb som normalt flybenzin. Desuden er den nuværende produktion slet ikke tilstrækkelig til at dække behovet.
Det grønne brændstof i Aalborg er fossilfrit og fremstilles af bio-affald. Det kan reducere CO2 forureningen fra passagerfly med op til 80 procent.
Ifølge Aalborg Lufthavn er flere nordjyske virksomheder og investorer ved at undersøge mulighederne for at begynde en produktion af såkaldt Power-to-X brændstof.
Hvor ”almindeligt” bio-benzin fremstilles af f.eks. affald fra fødevarer og landbrug, bruger Power-to-X elektrisk strøm til at skabe flydende brint, der kan anvendes i flymotorer. Denne type brændstof kaldes også for e-fuel og er dyr at producere.
Med sit nye initiativ håber Aalborg Lufthavn at få den første danske grønne flyrute. Flere andre konkurrerer også om titlen.
Afgørelsen ligger på Christiansborg, hvor politikerne endnu ikke har taget stilling til, hvor og hvornår den første grønne danske indenrigsrute skal etableres….
(Indledningsfoto til artiklen:Aalborg Lufthavn)
Skriv et svar