Den danske chef for Saxo Bank – Kim Fournais – har brugt nogle af sine mange penge til at købe et eksklusivt luksus-hotel på Mallorca.
Sælgeren er også milliardær og internationalt meget mere bredt kendt end den danske bank-stifter og -boss.
Det er ingen ringere end den britiske super-iværksætter Richard Branson, der i de senere år har opbygget et stort rejse-imperium med flyselskaber, hotel-kæder, krydstogt-rederier, toglinier osv.
Handelen omfatter herregården Finca Son Valenti på Mallorca, som Branson erhvervede for et par år siden til at opbygge sit andet luksus-hotel for de få på den populære ferieø.
Det oplyser den tysk-sprogede avis Mallorca Zeitung. Den fortæller også, at fincaen oprindeligt er en stor herregård med masser af arealer til. Den ligger i Mallorca kommunen Banyalbufar.
Der er tale om en handel mellem milliardærer og super-iværksætter.
Kim Fournais er mest kendt i Danmark som medstifter af Saxo Bank sammen med Lars Seier Christensen, der i dag bor i Schweiz og er en af de store aktionærer i FC København.
Kim Fournais markerer sig jævnligt i de danske erhvervsmediers spalter og har bl.a. brugt nogle af sine mange penge til at købe den lille danske ø Vejrø nord for Lolland
Sir Richard Branson hører til gengæld til verdens mest kendte iværksætter og ejer i dag et vidt-spændende imperium, der også omfatter Virgin Galactic med speciale i rumfarts-turisme.
Desuden har den vovemodige Branson kastet sig ud i flere vilde ballon-eventyr verden rundt.
Branson er 73 år og har en lang og glorværdig karriere bag sig. Den begyndte med et lille pladeselskab i London, der blev berømt for sin lancering af Mike Oldfield.
Senere fulgte verdens første multimedia stormagasiner Virgin Megastores og senere også forsøg på at udkonkurrere Coca-Cola og Pepsi med sin egen Virgin Cola. Den faldt dog ikke i publikums smag.
Om Kim Fournais vil fortsætte hotel-driften på Finca son Valenti eller benytte godset som sin private feriebolig, melder historien i ”Mallorca Zeitung” ikke noget om….
(Indledningsfoto til artiklen: Balearic Luxury Properties)
Skriv et svar