I morgen er det et år siden, at Corona lukkede Danmartk og sendte luftfarten i frit fald.
Nedturen ses tydeligt i Københavns Lufthavn (CPH), der blot havde 106.000 passagerer igennem terminalerne i februar måned. Det svarer stort set trafikken i Danmarks største lufthavn på en enkelt travl sommerdag.
I februar 2019 rejste næsten to millioner flypassagerer via København – 1.987.766 for at være præcis. I samme måned et år senere var det 95 procent færre eller 106.139.
Tallene er vigtige. Også for at minde os om, at det var den 11. marts 2020, at den danske regering lukkede landet på et historisk pressemøde. Et par dage efter lukkede de danske grænser.
Den globale Corona pandemi udløste dermed den værste krise i Københavns Lufthavn siden anden verdenskrig for over 80 år siden.
Trods to nærmest normale måneder i 2020 faldt passagertallet fra 30,3 millioner til 7,5 millioner i Danmarks største lufthavn. I år er antallet af flyvninger og passagerer fortsat med at falde.
“Verden er reelt lukket helt ned. I dag er det kun de allermest nødvendige familie- og erhvervsrejser, der gennemføres,” forklarer Peter Krogsgaard. Han er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
”For et år siden havde vi omkring 675 flyvninger dagligt i februar, mens vi i år havde omkring 100 afgange og ankomster – og det med fly hvor to tredjedele af sæderne var tomme,” fortsætter han.
Tydeligst ser CPH forskellen på den internationale trafik, der et gået stort set helt i stå: De to mest benyttede flyruter til og fra København i februar var derfor Aalborg og Rønne.
London, der plejer at være den klart mest populære destination, er røget helt ud af Top-10. Den mest travle udenlandske rute var Paris med kun halvt så mange passagerer som Aalborg.
Peter Krogsgaard gør samtidig opmærksom på, at den danske luftfarts-branche har mistet op imod 10.000 jobs under Corona krisen. Langt de fleste i og omkring Københavns Lufthavn.
“Luftfarten kom først ind i krisen, og vi er nok de sidste, der kommer ud af den,” konstaterer han.
Heldigvis er der tændt et lille lys i Corona mørket med udrulningen af vaccinations-programmer over hele Europa. Desuden er der gang i udviklingen af et dansk og et international Corona-pas.
“Hvis man ser på flyselskabernes hjemmesider, er der masser af rejsemål at vælge i mellem i løbet af foråret og sommeren. Både til storby og strand i f.eks. Spanien, Grækenland, Italien, Kroatien og Frankrig,” nævner lufthavnens kommercielle direktør.
Samtidig advarer han dog om, at alle de ruter og afgange afhænger af, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt, og om rejse-restriktionerne i Danmark og resten af verden bliver lempet.
Lysten til at rejse ud i verden, den er der,” understreger Peter Krogsgaard.
Med hensyn til flyselskaber har spanske Vueling for nylig annonceret ruter fra CPH til de tre spanske klassikere ved Middelhavet; Malaga, Alicante og Barcelona. Destinationer,som som både Norwegian og SAS også har på programmet.
SAS og Norwegian skruer i løbet af foråret og sommeren op for ruter til typiske feriedestinationer som f.eks. Mallorca, Kreta, Athen, Kos, Rhodos, Rom, Firenze, Sicilien, Pisa, Milano, Malta, Alanya, Nice, Montpellier og Dubrovnik.
easyJet fokuserer primært på europæiske storbyer som f.eks. Berlin, Paris og London, mens Ryanair også har ruter til eksempelvis Porto, Napoli og Thessaloniki.
Derudover flyver SAS i dag allerede oversøisk til både Washington, Chicago, San Francisco, New York og Shanghai i Kina – for tiden dog primært med luftfragt….
(Indledningsfoto til artiklen: Ciggy1 / Pixabay)
Skriv et svar