Folketings-medlemmerne er på vej på sommerferie, men inden da måtte de kæmpe sig igennem en sej omgang forhandlinger, der skulle munde ud i en økonomisk hjælpe-pakke til dansk luftfart.
Aftalen kom på plads her i eftermiddag. Den giver 259 millioner til de danske flyselskaber. Godt halvdelen – 135 millioner – går til at støtte indenrigs-ruterne.
Pengene skal bl.a bruges til at købe tomme sæder på afgangene, så flyselskaber kan få turen til at løbe rundt her i det første halve år, hvor danskerne ikke har lyst til at flyve endnu.
Regeringen fik aftalen på plads med støtte fra Venstre, Radikale og Konservative. I aftes udvandrede Enhedslisten, SF og Alternativet fra forhandlingerne, fordi de ikke kunne få et tilstrækkelig grønt aftryk på den.
De tre partier var sikkert inspireret fra lignende hjælpe-aftaler i Østrig, Schweiz, Frankrig og Holland.
Her har landene sat ekstra grønne skatter på flyrejser, ligesom flyselskaberne blev tvunget til at købe nye og mere miljø-venlige fly.
I Frankrig og Holland skal flyselskaberne desuden opgive korte ruter og i stedet hjælpe med at få passagererne flyttet over på tog.
Den slags krav ligger ikke i den nye danske aftale, der dog indeholder et lille grønt hjørne. 25 af de 259 millioner kroner skal nemlig gå til klima-bidrag, som f.eks. kunne være udvikling af grønne brændstoffer.
(Indledningsfoto: Jinyun-xbuu23 / Unsplash)
Skriv et svar