Hvis man er den stolte ejer af et rødbede-farvet pas fra kongeriget Danmark, kan man rejse til 187 lande verden over uden at skulle have sikret sig et visa på forhånd.
Det er selvfølgelig meget godt at vide – sådan rent teoretisk – men ret ligegyldigt, når vi lige nu kun må rejse til tre – nemlig Norge, Tyskland og Island. Alle andre lande råder udenrigsministeriet os stærkt fra at rejse til.
Tallet 187 kommer fra det internationale Henley Passport Index, der hvert år måler på, hvilket rejsepas der er verdens stærkeste.
I den netop udsendte 2020 udgave af indekset har japanerne det pas, der giver adgang til flest lande i verden uden visa. Nemlig 191.
Japan strøg helt til tops i den nye pas-oversigt, fordi Brasilien sidste efterår ændrede sine visa-bestemmelser og gav mennesker fra solens land direkte adgang.
Asiatiske lande ser i det hele taget ud til at være de mest populære. På andenpladsen med 190 visa-fri grænse-bomme kommer Singapore med 190 – efterfulgt af Sydkorea med 189.
Infografikken fra Statista giver faktisk Tyskland et land for lidt. Tyskerne deler den globale tredjeplads med sydkoreanerne.
Til gengæld kommer der en hel stribe lande fra Europa på en delt fjerdeplads. Danmark lander på en nydelig femteplads med et indeks på 187, som vi deler med Østrig.
Sverige og Frankrig har ”kun” 186 visa-frie lande at rejse til, mens USA, England og Norge må nøjes med 185.
Helt i bunden af Henleys oversigt ligger rejsepassene fra Afghanistan med 26 visa-frie lande, Irak med 28, Syrien med 29 og Pakistan med 32….
(Indledningsfoto til artiklen: Mana5280 / Unsplash)
Skriv et svar