Det går rigtig godt for dansk turisme. Ikke mindst, når det gælder besøgende fra udlandet. Antallet af danske overnatninger på hoteller, hostels, campingpladser, ferieboliger osv. faldt derimod i 2023.
Turismen sætter dermed en ny rekord – målt i overnatninger. Nemlig 63,1 millioner eller 0,3 procent flere end i 2022, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Den største tilstrømning kom fra tyske, franske, italienske, britiske, amerikanske og hollandske turister.
De satte alle nye rekorder og var stærkt medvirkende til, at antallet af udenlandske overnatninger gik frem med 4,3 procent.
Dermed er vi også tilbage til forholdene før Corona pandemien. Dengang var der flere udenlandske overnatninger end danske i Danmark.
Sidste år gik antallet af danske overnatninger tilbage med 3,4 pct. Det var en knap så stor nedtur som de syv procent i 2022. Under Corona gik kurven den helt modsatte vej, fordi danskere ikke måtte holde ferie i udlandet.
Set på de enkelte lande er tyskerne fortsat de ivrigste besøgende på danske overnatningssteder. 20 millioner gange købte de en overnatning, hvilket er 564.000 gange oftere end i 2022. En stigning på 2,9 procent.
Ifølge VisitDenmark, der er Danmarks nationale turistbureau, satte også andre vigtige markeder nye rekorder sidste år:
USA leverede f.eks. en vækst på hele 34,2 procent. 968.800 gange overnattede amerikanske turister i danske senge i 2023.
Storbritannien satte rekord med en fremgang på 26,9 procent. Englændere, skotter, walisere osv var kun 3.500 overnatninger fra at runde én million.
Næsten lige så stor optur havde Frankrig med et plus på 26 procent og 466.500 overnatninger.
For første gang havde Danmark over 400.000 overnatninger med italienere i sengene. Det svarer til en fremgang på 21,3 procent.
Næsten fem gange flere overnattere kom fra Holland, der i dag leverer tredje-flest udenlandske turister i Danmark. I 2023 var det knap 1,8 millioner. Mange af dem på camping.
Endelig leverede også Kina og Indien enorme fremgange i turister. Nemlig henholdsvis 130,2 og 41,6 procent. Deres antal er dog stadig lavt.
Katja Moesgaard, der er adm. direktør i VisitDenmark, er naturligvis glad for de mange turister fra nede i Europa. Samtidig ser hun med bekymring på tallene fra Sverige og Norge:
”Vi mangler de norske og svenske turister. Men det er ikke kun Danmark, der savner dem. Vores naboer har lave kronekurser og vurderer nøje deres rejseomkostninger på grund af den økonomiske usikkerhed,” forklarer hun.
I reelle tal gik antallet af svenske og norske overnatninger i Danmark tilbage med henholdsvis 14,5 og 19,7 procent sidste år.
Netop de to markeder står i fokus i VisitDenmarks arbejde her i 2024:
Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier har bevilget 15 millioner kroner til at styrke den internationale markedsføring af ferie i Danmark uden for højsæsonen.
Pengene er allokeret til kyst- og natur-turisme, og de sendes til kampagner i Norge, Sverige, Tyskland og Holland….
(Indledningsfoto til artiklen: Paolo Ghedini / Pixabay)
Skriv et svar