Onsdag aften annoncerede Norwegian som ventet en række ændringer i ruteplaner og base-struktur, der skal gøre selskabet mere rentabelt og bedre til at tjene penge.
Omsætningen fejler nemlig ikke noget hos det norske lavpris selskab, og kunderne strømmer også fortsat til måned for måned.
Norwegian har imidlertid villet gabe over for meget. Selskabet har udvidet og udvidet med nye ruter og har samtidigå bestilt mange nye fly. Alt sammen for lånte penge.
Sidste efterår rendte Norwegian ind i modvind, fordi stigende brændstof priser gjorde det svært at få økonomien til at hænge sammen.
Norwegian begyndte derfor at sælge ud af sine fly. Både af dem, der allerede fløj i de velkendte røde og hvide farver – og de maskiner, som Norwegian havde bestilt, men endnu ikke havde modtaget fra Airbs og Boeing.
Næste trin i spareplanerne blev offentliggjort i går aftes – onsdag. Det går ud på at skære antallet af baser ned. Det vil sige lufthavne, hvor Norwegian har piloter og kabine-personale stationeret. Ofte også har fly stående.
Det er en dyr struktur, og Norwegian afvikler derfor seks af sine mandskabs-baser i Spanien (3), Italien, Bangkok og USA.
Lukning af baserne kan betyde fyringer af personale. En del piloter vil blive omskolet fra mindre passagerfly til de store Boeing 787 Dreamliners, som Norwegian vil satse stærkere på i fremtiden.
Norwegian lukker således fire af sine i alt 500 sommerruter bort. De udgår alle fra Rom og går til Tenerife, Reykjavik, Tel Aviv og Gøteborg.
Danske Norwegian rejsende bliver næsten ikke berørt af Norwegians nedskæringer. Måske lige bortset fra, hvis de vil rejse med Norwegian mellem to udenlandske lufthavne.
Den eneste danske rute, hvor der sker ændringer, er den, der går fra København til Mallorca. Her skærer Norwegian ned fra 14 til 13 ugentlige afgange.
Andre Norwegian ruter med nedskæringer er bl.a. Oslo til Mallorca, Düsseldorf til Mallorca, Helsinki til Mallorca og Tenerife til Madrid.
Norwegian lover, at kunder, der bliver berørt af ændringerne, vil få tilbudt at rejse på et andet tidspunkt.
Skriv et svar