Mange danskere kan ikke nøjes med hotelbaren eller en sviptur ud i byen for at finde et vandingssted, når de er ude at rejse,
Næsten halvdelen tjekker også, om hotelværelset har en minibar og, hvad den indeholder. Godt 75 procent tager af minibarens indhold af drikkevarer og snacks.
Ifølge rejseportalen Hotels.com gør det danskerne til et af de mest tørste folkeslag. 39 procent af os mener nemlig, at minibaren er en meget vigtig del af deres ophold på hotellet.
Hver fjerde dansker – 26 procent – siger ligefrem, at de elsker minibaren som en bekvemmelighed på deres rejse.
Derfor er det vel oplagt at undersøge nærmere, hvad danskerne allerhelst vil have, at den ideelle minibar skal indeholde af snacks og drikkevarer.
Det er præcist, hvad Hotels.com nu har gjort. Svarene fra de danske rejsende lyder ikke kun på spiritus, vin og sodavand.
Der må også gerne være søde og knasende delikatesser fra velkendte danske mærker som Summerbird, Kims, Lakrids by Bülow – og kvalitetsbryg fra Mikkeller.
Ifølge den nye rapport fylder hver fjerde dansker – 26 procent – at de først har taget ting fra minibaren og derefter fyldt køleskabet op med det tilsvarende produkt fra et supermarked. For at spare penge – minibarer er dyre at bruge.
Næsten halvdelen af os – 43 procent – kan også huske, at de som børn fik at vide af de voksne, at de aldrig måtte røre minibaren, når de boede på hotel med familien.
Derfor er det næppe overraskende, at en af fem – 22 procent – voksne betragter minibaren som en luksuriøs del af hotel-opholdet.
23 procent indrømmer sågar, at den forbudte luksus helt sikkert har gjort dem mere tilbøjelige til at bruge flere penge på hotellets minibar som voksne rejsende.
Dét må minibaren gerne indeholde
Hotelkæderne har naturligvis selv lavet statitikker på, hvad deres minibarer skal rumme. Derfor er der et nøje afmålt antal flasker, dåser, poser og pakker i dem.
Den nye analyse fra Hotels.com kommer så med ekstra viden om, hvad især danske og andre skandinaviske hotelgæster foretrækker i minibaren.
Næppe overraskende er sodavand (27 procent), øl (22 procent) og læskedrikke uden kulsyre de ting, som danskerne anser for et ”must” i deres minibar.
Samtidig har danskerne gode tanker om, hvad der ellers kunne løfte hotelværelsets minibar et niveau op i kvalitet:
- Friske bær – 23 procent
- Champagne – 23 procent
- Chokolade-praliner – 19 procent
- Fine oste – 19 procent
- Sushi – 15 procent
- Japansk wagyu oksekød – 7 procent
Den slags vil dog næppe være praktisk gennemførligt på almindelige hoteller og hotelværelser.
De varer ville nemlig kræve en ny-indretning af minibarerne, og at de små køleskabe skal efterses og fyldes op med friske varer flere gange om dagen. Det lyder som et stort nyk op i værelses-pris.
Danskerne har også andre praktiske ideer til, hvad der kunne ligge i eller ved minibaren: Det er f.eks:
- Førstehjælpskasse – 19 procent
- Deodorant – 17 procent
- Håndsprit – 11 procent
- Parfume – 10 procent
Flere af disse ting vil nok snarere blive placeret i hotelværelsets baderum og toilet – som såkaldte ”amenities” sammen med tandbørste, tandpasta, shampoo og håndcreme.
Dét skal den officielle danske minibar rumme
Ud fra de mange besvarelser fra Hotels.com brugere har booking-portalen sammensat en liste over de ting, som den ideelle danske minibar skal indeholde:
- Drikkevarer – sodavand herunder Faxe Kondi, almindeligt dansk øl fra Carlsberg, Tuborg og Mikkeller, vand med og uden brus, rød- og hvidvin, spiritus herunder Stauning whisky.
- Snacks – Kim’s chips, Magnum is, Lakrids by Bülow, Summerbirde chokolade, pose med flæskesvær, wienerbrød, smørrebrød og produkter fra GRØD.
- Luksus – friske bær, champagne, fin chokolade, gode oste.
- Andet – tandbørste og tandpasta, smertestillende piller, solcreme, førstehjælps-kasse
Der er forskel på de nordiske minibarer
Den nye undersøgelse fra Hotels.com afslører, at danskere, svenske og nordmænd er enige om, at et godt udvalg af sodavand er det vigtigste i en minibar.
Generelt set er danskerne tilsyneladende de mest tørstige: Hos os indtager drikkevarer de fire øverste pladser på hitlisten – øl er nummer to – mens chips indtager andenpladsen i Sverige og Norge.
Taler vi luksus-produkter, ligger champagne, chokolade praliner, fine oste og friske bær i Top-4 i alle tre lande. Danskere og nordmænd er dog lidt mere vilde med friske bær end svenskerne.
Alle skandinaver er også enige om at passe godt på tænder. Eller de er alle glemsomme og får som regel ikke tandbørste og tandpasta med hjemmefra i kufferten.
Ud over snacks er tand-remedierne nemlig de produkter, som skandinaverne helst vil have stående på hotelværelset – 34 procent.
Derefter kommer smertestillende medicin med 28 procent. Hos svenskerne følger så førstehjælps-kassen på tredjepladsen – hos danske og nordmænd er der solcreme.
Forskelle og ligheder i Norden
Endelig har Hotels.com også sammenlignet danske, svenske og norske hotelgæster mere direkte, så man kan se forskelle og ligheder mellem de tre nordiske broderfolk:
Omkring halvdelen af hotelgæsterne fra Danmark, Sverige og Norge åbner minibaren, når de kommer ind på hotelværelset. 58 procent af svenskerne, 53 procent af nordmændene og 46 procent af danskerne.
Alle tre folkeslag er enige om, at et større udvalg af drikkevarer og snacks vil gøre minibaren mere attraktiv. Danskerne vil gerne have flere lokale produkter i køleskabet, mens nordmænd og svenskere vil have flere alkoholiske drikke.
Hver fjerde skandinav fylder selv minibaren op med tilsvarende produkter, de har købt billigere i et lokalt supermarked eller en kiosk. 31 procent af nordmændene gør det, 26 procent af danskerne og 23 procent af svenskerne….
(Indledningsfoto til artiklen: Hotels.com)
Skriv et svar