Efter halvandet år, hvor vi måtte nøjes med at se USA på tv- og computer-skærme, har det nu i et par uger været muligt at rejse til Amerika for danskere. Blot de er fuldt vaccinerede.
Den åbning har man kunnet mærke meget tydeligt hos flyselskaber, rejsebureauer og booking platforme på internet.
Antallet af online søgninger på rejser, hoteller, flybilletter osv. er mange-doblet i de senere uger, og USA er pludselig røget op ad hitlisten over danskernes mest populære destination hos f.eks. Hotels.com.
Inden Det Hvide Hus’ meddelelse om grænse-åbninger i begyndelsen af november, lå USA på en ottende-plads hos Hotels.com. Nu er amerikanerne hoppet op på sjette-pladsen med næsen rettet mod en endnu højere placering i de kommende uger.
Den store booking portal har også kigget på de fem mest populære byer, som danskerne kigger efter hoteller i, når de vil besøge USA lige nu:
- New York
- Las Vegas
- Los Angeles
- Orlando
- Miami
At New York ligger helt i top, er næppe overraskende. USA’s største by har altid været en magnet for danske turister.
Mange har en drøm om eller en tradition med at tage et juletrip til New York. Det vil igen kunne lade sig gøre i år, hvor både det berømte juletræ og skøjtebanen foran Rockefeller Center vil være tilbage,
For et par dage siden fortalte New Yorks borgmenster Bill de Blasio også, at nytårs-aften på Time Square vil blive åbnet for masser af mennesker at deltage i. Ikke kun virtuelt som sidste år, men helt normalt.
Mange danskere forbinder USA med at slappe af i solskin og besøge store forlystelses-parker. Det gør de stadig, hvilket bevises af, at både Miami og Orlando i Florida ligger højt på danskernes aktuelle ønskeliste.
Længere nede på hitlisten finder man i øvrigt amerikanske byer og destinationer som San Francisco, Fort Lauderdale, Hollywood, Key West og Manhattan….
(Indledningsfoto til artiklen: Frank McKenna / Unsplash)
Skriv et svar