Hvis danskerne vil ud at rejse til jul og nytpr og leje en Airbnb bolig hen over helligdagene – hvor mon de helst vil tage hen?
De fleste vil nok svare London med de mange butikker, New York med den berømte skøjtebane foran Rockefeller Center, København med festligt pyntede Tivoli eller måske Rom, hvor der er en chance for at høre paven i sin traditionelle nytårstale ”Urbi et Orbi”..
Men nikke-nikke-nej. Julens mest trendy Airbnb rejsemål for danskere er såmænd den lille Limfjords-by Løgstør med 4.164 indbyggere.
Det viser en frisk opgørelse, som Airbnb har lavet over de byer, som vokser mest i danskernes interesse hen over jul og nytår.
Med andre ord er Løgstør ikke den by, som flest danskere holder jul i ved hjælp af en lejet Airbnb bolig. Til gengæld har Løgstør det største vokseværk på den populære delebolig-platform på internet.
Fiskerbyen ved Limfjorden 41 kilometer vest for Aalborg kan prale af en stigning på hele 173 procent i danske Airbnb bookinger fra 15. december til 15. januar 2019. Sammenlignet med samme periode for et år siden.
Dermed slår Løgstør både Nantes i Frankrig, Lviv i Kroatien og Store Heddinge på Sjælland. De har ellers alle erobret en flot plads i Airbnb’s Top-8 over de mest trendy jule-rejsemål for danskere.
Hitlisten er i det hele taget et sammensurium af en række – i turisme – upåagtede danske og udenlandske destinationer.
Top-10 indeholder f.eks. også nok en himmerlandsk by i det nordjysle – nemlig Gistrup med 3.500 indbyggere.
Derudover ligger bl.a. Rødbyhavn på Lolland, fynske Assens og Aarhus-forstaden Tranberg bemærkelsesværdigt højt placeret i danskernes rejselyst.
Airbnb’s analyse sætter unægtelig gang i spekulationerne over, hvad der mon gør små danske byer i provinsen så interessante at opholde sig i hen over jul og nytår.
Måske især Løgstør, der ellers mest er kendt for sine muslinger, fjernvarme-rør (Logstor) eller produktion af trædøre (Jeld-Wen).
Om sommeren er Løgstør populær som turistmål med mange sommerhuse og fritidsbåde. Men om vinteren…well.
Anyway – her er Airbnb’s aktuelle hitliste over de mest trendy feriemål for danskerne hen over jul og nytår:
- Løgstør i Danmark
- Lviv i Ukraine
- Karlskrona i Sverige
- Store Heddinge i Danmark
- Nantes i Frankrig
- Gistrup i Danmark
- Rødbyhavn i Danmark
- Mölle i Sverige
- Tranbjerg i Danmark
- Assens i Danmark
(Indledningsfoto til artiklen: Airbnb)
Skriv et svar