Det er blot en køretur over grænsen, en hurtig sejlads eller en kort flyvetur, der ikke varer længere end et hop på indenrigs. Så er man i Tyskland.
Vores store naboland mod syd er nemt at komme til, og det er et meget populært rejsemål for mange danskere.
Det viser netop offentliggjorte tal fra TDC Group, der måler på, i hvilke lande danskernes mobiler har været mest aktive under sommerferien.
Igen i år viser TDCs roaming-data, at Tyskland er det mest populære udenlandske rejsemål – også når der korrigeres for transit trafik. Det vil sige danskere, der blot rejser gennem Tyskland for at nå deres rejsemål.
TDC Group registrerer først et ferieophold, når en telefon har været aktiv mindst fire dage i et land. Og her tegner Tyskland sig for 18 pct. af ferieopholdene.
Tallene fra det store teleselskab passer fint med de erfaringer, som Tysk Turist Information har indsamlet. Her fortæller man, at de fleste danskere tager til Tyskland i juli måned. Hvert år står danskere for 3,5 millioner overnatninger syd for grænsen.
”Berlin er den helt store magnet for danske turister. Derudover er det kultur, natur og de hyggelige byer med gæstfri kroer til en fornuftig pris, der lokker danskerne,” forklarer turistchef Bo Schou
Siden TDC Group i 2015 gennemførte analysen for første gang, er der sket store forskydninger i danskernes rejsemønstre.
En af vinderne de senere år er Kroatien, som slet ikke optrådte i top-10 i undersøgelsen for tre år siden. I 2017 og 2018 har Kroatien indtaget 7. pladsen foran mere klassiske rejsemål som Østrig eller Norge.
I 2015 og 2016 var Italien danskernes feriemål numero uno. I 2017 og i år er italienerne skubbet ned på andenpladsen af Tyskland. Denne sommer var Italien målet for 14 pct. af danskernes sommerferie.
Svenskerne kan til gengæld glæde sig over at have udmanøvreret Frankrig i danskernes rejselyst. I de seneste to år har Sverige indtaget fjerdepladsen på TDC’s rangliste.
Uden for top-10 ligger Tyrkiet, som tilbage i 2015 lå på en 7. plads. USA og Canada, der regnes som ét land grundet fælles landekode i telefonerne, har heller ikke danske turister nok til at erobre en plads i Top-10.
Her er danskernes 10 mest populære rejselande* i juli. I parentes andelen af danskere, som holdt sommerferie i det pågældende land:
- Tyskland (18 pct.)
- Italien (m. Vatikanstaten) (14 pct.)
- Spanien (m. Kanariske Øer) (11 pct.)
- Sverige (10 pct.)
- Frankrig (8 pct.)
- Grækenland (6 pct.)
- Kroatien (4 pct.)
- Norge (m. Jan Mayen og Svalbard) (3 pct.
- Østrig (3 pct.)
- Storbritannien og Nordirland (3 pct.)
Øvrige (20 pct.)
*Rejsemål defineres som mindst fire dages ophold i et fremmed land i perioden uge 26 til og med uge 30. Data fra netværket er anonymiseret.
Skriv et svar