Alle har vel prøvet det. Eller i det mindste følt sig fristet. At nuppe resten af de små flasker med shampoo, bodywash og creme, som man ikke nåede at få brugt, mens man boede på hotel.
Toilet-artikler bliver stjålet allermest på hotellerne – nemlig af 52 pct. Derefter følger de små poser med kaffe og te – 25 procent.
13 procent har taget badetøflerne med hjem, mens otte procent har nuppet de lækre bløde badekåber. De er ellers svære at tage, uden at det bliver opdaget straks.
Smarte hoteller har derfor indført en procedure med at eftersende en diskret regning til de ”glemsomme” gæster eller ligefrem trække beløbet fra gæstens kreditkort..
Mere overraskende er måske, at danskere er de mest langfingrede hotelgæster. I hvert fald blandt respondenterne i de syv lande, hvor den store online portal Hotels.com har foretaget sin nye ”Sticky Fingers” analyse.
Næsten halvdelen af de danske rejsende – 42 procent – indrømmer, at de har stjålet mindst +en ting fra et hotel. Og danskerne ligefrem praler af deres ”kup”:
To af tre – 67 procent – fortæller nemlig gladelig familie, venner og kolleger om deres seneste tyvetogt, mens de var på ferie eller forretningsrejse.
Kun hver femte – 19 procent – har fået dårlig samvittighed og følt sig skyldige, fordi han eller hun havde taget ting fra hotellet. Men de kunne altså ikke lade være.
Faktisk siger hver fjerde danske – 24 procent – at det et ”helt normalt” at benytte sig af lidt selvbetjening på hotellet. Værelses-priserne er jo høje.
Denne trang til at stjæle går også ud over mere specielle ting på hotellerne, fortæller Hotels.com:
Seks procent af danskerne erkender således at have stjålet tallerkener og bestik, fire procent kaffemaskiner eller elkedel.
Endnu flere – nemlig otte procent – har oplevet spændende ved at gemme croissanterne fra morgen-buffet’en i lommen, når de tjekker ud. Croissanterne bliver ellers hurtig tørre og uspiselige.
Selv den klassiske klokke på receptions-disken er eftertragtet. Seks procent af de danske hotelgæster har nu sådan en original hotelklokke stående derhjemme eller på kontoret. Sikke et trofæ!
Danskerne må imidlertid være kommet helt ud af træning med deres lange fingre nu, hvor der er gået næsten et helt år uden rejser – i hvert fald til udlandet.
Afsavnet har danskerne brugt på at tænke på, hvad de savner mest ved ikke at kunne besøge gode hoteller:
- 58 procent savner et fancy hotelværelse
- 56 procent et hotelværelse med smuk udsigt
- 44 procent en balkon foran værelset
- 43 procent en god middag i hotellets restaurant
- 31 procent en stor blød kingsize seng
- 31 procent en effektiv rengøring af værelset
- 31 procent et lækkert, rent og perfekt badeværelse
- 30 procent en tur i hotellets spa og boblebad
Den nye ”Sticky Fingers” undersøgelse fra Hotels.com er gennemført af OnePoll i dagene fra den 1. til den 3. marts 2021. I alt 4.500 hotelgæster deltog i analysen. De kom fra Danmark, Italien, Frankrig, Sverige, Spanien, Finland og Norge….
(Indledningsfoto til artiklen: Ming Dai / Pixabay)
Skriv et svar