Den danske regerings stædige, men inkonsekvente holdning om kun at bedømme smittefaren i hele landet – ikke i regioner – giver mange ekstra udfordringer for den danske rejsebranche.
For eksempel håber den Spanske Stats Turistbureau og med det mange rejse-arrangører, at De Kanariske Øer snart kan blive undtaget fra den danske sortlistning – eller rettere orange status, hvor alle ferierejser frarådes.
Smittetallet på De Kanariske Øer er nemlig meget lavere end på den spanske halvø. Det har Tyskland og England reageret på ved at åbne for rejser til de populære ferie-øer. Danmark har ikke endnu.
Portugal har samme problem med Madeira. Fodbold-stjernen Ronaldos hjemø ligger langt fra det smitte-prægede Portugal selv, men er omfattet af den negative rejse-anbefaling for hele landet.
Det danske flyselskab Danish Air Transport (DAT) blæser nu på regeringens rejsevejledninger og vil i november fylde et passagerfly med golf-entusiaster. De vil blive fløjet fra Billund Lufthavn til Madeiras lille naboø Porto Santo trods dens orange status.
På sin hjemmeside understreger DAT, at orange status i regeringens rejsevejledninger ikke er et forbud. Det er op til folk selv at bestemme, om de vil og tør rejse til de pågældende destinationer.
Flyrejsen med DAT bliver bestemt ikke billig. Flyet – et ældre McDonnell-Douglas MD83 – har nemlig kun Business Class med god plads mellem sæderne.
Prisen ligger på ca. 6.000 kroner tur/retur inklusive en golftaske og en lille kuffert, der tages med i flyets kabine. Bestiller man efter den 1. november via DAT’s hjemmeside, stiger prisen med 1.000 kroner.
Dertil skal lægges fire overnatninger på hotel, som rejsens deltagere selv må arrangere. Det samme gælder adgang til det nærliggende golfcenter med to baner.
Med i prisen er til gengæld en Corona hurtig-test, der bliver foretaget i Billund Lufthavn inden afgang. DAT har til formålet lejet et mobilt test-laboratorium-
Desuden skal passagererne selv arrangere fire nætters overnatning på hotel og betale adgang til den nærliggende golfbane.
DAT kalder sit projekt for ”en prototype på en Corna sikker ferie, som nu skal afprøves. Vi fokuserer på en sikker destination, Corona test, god plads i flyet, og at vores passagerer opfører sig ansvarligt.
Golfrejsen til Madeira arrangeres som en forlænget weekend med afrejse fra Billund torsdag den 19. november og hjemkomst mandag den 23. november.
Det kan dog være, at Madeira – ligesom De Kanariske Øer – bliver åbnet inden da- Danmark har nemlig accepteret nye fælles EU-regler om at bedømme lande i regioner.
Mange i rejsebranchen havde håbet, at det allerede ville være sket i torsdags ved den seneste opdatering af de danske rejsevejledninger – men nej. Nu er sandsynligheden nok større, at det kan ske om nogle uger.
Christiansborg har nemlig sværere og sværere ved at opretholde sin troværdighed. Lande som Sverige og Tyskland – med Slesvig Holsten – er nemlig undtaget for reglerne, der ellers gælder hele Europa og resten af verden.
Danish Air Transport er i øvrigt ikke sikker på, at golfrejsen bliver en succes: Den gennemføres nemlig kun, hvis flyet kan fyldes mindst 50 procent op med betalende gæster.
Desuden skriver DAT på sin hjemmeside, at selskabet forbeholder sig ret til at aflyse og refundere det fulde beløb omgående, såfremt salget ikke forløber som forventet.
Til sidst: Selvom regeringens rejseregler kun er en ”vejledning” og ikke et forbud, arrangerer de danske rejsebureauer og charterselskaber ikke ture til de orange eller rødt markerede lande. Med få undtagelser dog….
(Indledningsfoto til artiklen: Hebi B / Pixabay)
Skriv et svar