Det er længe siden, at burgere bare var tarvelig fastfood, man stoppede i sig på farten eller tog med hjem fra den lokale grillbar pakket i en pose.
I dag bliver burger-steder ofte omtalt og bedømt som de fineste restauranter, der konkurrerer om Michelin stjerner.
Entusiasmen blandt anmelderne er i hvert fald lige så stor, selvom burger-menuer (heldigvis) fortsat er meget billigere.
Nu har den britiske rejse-portal ”Enjoy Travel” lavet en rangliste over Europas 50 bedste burger-restauranter.
De kan være værd at kende, hvis årets sommerferie skal holdes i en europæisk storby – og man altså godt kan lide burgers.
Alle serverer burgere i mange forskellige varianter. Alle dog med mørt kød eller vegetariske alternativer, frisk salat, lækre salater og gode boller.
Danmark har to burger-restauranter med i Top-50:
De kendte fra Gasoline Grill i København, der flere gange er blevet kåret som verdens bedste, må hos Enjoy Travel nøjes med en ottende-plads.
Lidt længere nede på ranglisten – som nummer 23 – ligger The Burger Shack i Aarhus.
Europas i øjeblikket bedste burgere skal man dog tage til Wien for at spise. En by, der ellers er mest berømt for sine schnitzler og Sacher chokolade-lagkage.
XO Grill i den østrigske hovedstad blev grundlagt af to venner under Corona pandemien som en pop-up restaurant for en kort periode.
Den fik imidlertid så stor succes, at XO Grill blev et varigt fænomen. Ofte med kødannelser foran døren og lange ventetider for at få et bord.
Ifølge Enjoy Travel serverer XO Grill burgers af ”udsøgt oksekød fra gamle østrigske mælkekøer. Dertil kommer hjemmelavede saucer, håndskårne og dobbelt fritterede pommes fritter og friske urter.”
Her er så Top-10 listen over Europas bedste burgerbarer. God rejse og velbekomme:
- XO Grill i Wien, Østrig
- Bunsen i Dublin, Irland
- The Beefy Boys i Hereford, England
- Jenkins Restaurant i Valencia, Spanien
- Pretty Patty Smash Burger i Geneve, Schweiz
- Ter Marsch & Co. i Amsterdam, Holland
- Red Bear n‘ Burger i Compiègne, Frankrig
- Burger Bar i Amsterdam, Holland
- Gasoline Grill i København, Danmark
- Tommi’s Burger Joint i Reykjavik, Island
Den komplette Top-50 rangliste kan studeres via følgende link….
(Indledningsfoto til artiklen: Sander Dalhuisen / Unsplash)
Skriv et svar