Når flere og flere danskere bor alene fremfor at være I traditionelle parforhold, betyder det også et stigende behov for rejser til solo-turister, enkelt-værelser på hoteller og kabiner til kun én person på krydstogt-skibe.
Men er der forskel på, hvordan de enkelte lande tager imod alene-rejsende? Kan der mon være en større sikkerheds-risiko ved at tage på ferie på egen hånd fremfor at rejse i gruppe?
Det har den engelske specialist i bagage-opbevaring – Bounce – undersøgt nærmere. Bounce har over 1.000 kontorer verden over og er derfor i kontakt med mange rejsende hver eneste dag.
Ifølge den nye undersøgelse er Japan det sikreste land at rejse i for singles. Japanerne har en meget lav kriminalitet, og singles vækker ikke opsigt i gadebilledet.
Ind som nummer to kommer Schweiz med Slovenien på en tredjeplads. Danmark er slet ikke med i Top-20, hvis rating-tal Bounce offentliggør.
Tager man imidlertid andre vigtige ting med i beregningerne som f.eks. prisniveau og gode restauranter, der ikke koster en formue at spise i, ser Bounce’ rangliste for singles noget anderledes ud:
Så indtager Kroatien den globale førsteplads for solo-rejsende. Landet har ikke kun lav kriminalitet. Hostels er også billige med en gennemsnitspris pr. overnatning på knap 100 kroner. Dertil kommer masser af restaurant og udendørs aktiviteter, flotte nationalparker og smukke strande.
Overordnet set er Malta det næstbedste land at gæste som single. På tredjepladsen dukker Slovenien op igen.
Målt på turist-attraktioner erobrer Island positionen som det bedste land at besøge. Ifølge analysen fra Bounce har Island 583 attraktioner pr. 100.000 indbyggere. Lige efter følger Malta og Italien.
Hvis gode restauranter er det vigtigste for en single rejsende, bør han eller hun tage til Singapore. Østaten i Asien har 212 spisesteder at vælge imellem for hver 100.000 beboere.
Sri Lanka har verdens laveste transportpriser. Det koster kun omkring én krone at købe en enkelt-billet med bus på den smukke ø tæt ved Indien.
Endelig har Kroatien sat sig på førstepladsen som det land, der har flest hostels og vandrehjem – nemlig 19,44 pr. 100.000 indbyggere.
Nepal har til gengæld de billigste hostels. Her kan man få en overnatning for omregnet 25 kroner….
Her til sidst Bounce’ Top-10 over de overordnet set bedste lande for single-turister. Den maksimalt opnåelige score er 10 point:
- Kroatien – 7,58 point
- Malta – 7,04 point
- Slovenien – 6,66 point
- Portugal – 6,52 point
- Island – 6,36 point
- Grækenland – 6,10 point
- Ungarn – 6,01 point
- Spanien – 6,01 point
- Singapore – 5,74 point
- Israel – 5,67 point
(Indledningsfoto til artiklen: Neom / Unsplash)
Skriv et svar