Passager-trafikken over Europa er så småt ved at vende tilbage, men den er stadig meeeeget langt fra niveauet før Corona angrebet i marts.
I uge 31 – altså ugen frem til den 2. august – steg antallet af afgange med rutefly med fem procent i forhold til ugen før. Totalt set ligger den dog 55 procent lavere end for et år siden.
Den store drivkraft er lavpris-selskabet Ryanair, der er tilbage i luften med omkring 40 procent af de flyvninger, som egentlig var planlagt for perioden.
Det viser nye tal fra Eurocontrol, hvis flyveledere holder styr på den civile luftfart på himlen over Europa.
I den seneste uge var 15.507 afgange undervejs om dagen i gennemsnit. Det bliver til 108.547 for hele uge 31.
Alene i søndags stod Ryanair for 1.882 afgange. En heftig fremgang fra 1.223 den 31. juli og 872 torsdag den 30. juli.
Ryanair kan tilmed glæde sig over, at selskabet kan fylde sine maskiner pænt op. Det er ellers et stort problem for de fleste flyselskaber i øjeblikket.
I juli måned som helhed fik Ryanair solgt 72 procent af sine sæder. Normalen er 95 procent, men folk tør, vil eller kan ikke rejse så meget med fly som tidligere.
Her er Eurocontrols Top-5 over de mest aktive flyselskaber i søndags:
- Ryanair – 1.881 afgange
- easyJet – 1.064
- Turkish Airlines – 698
- Air France 561
- Wizz Air – 548
Til sammenligning kommer SAS på en tiendeplads med 301 afgange. Norwegian havde kun 116 afgange, Finnair 134, British Airways 369, Lufthansa 494 og KLM 244.
Det land i Europa, hvor lufttrafikken var størst i mandags, var i øvrigt Storbritannien med 2.885 afgange. Det passer fint med, at Ryanair og easyJet er de mest aktive flyselskaber.
Med sin centrale geografiske placering i Europa kom Tyskland ind på andenpladsen med 2.818 afgange. Himlen over Danmark blev i mandags belastet med 389 passagerfly….
(Indledningsfoto til artiklen: Ryanair)
Skriv et svar